Sport - Ritzau

Dansk tennischef ser gode OL-chancer for Wozniacki

Dansk tennischef ser gode OL-chancer for Wozniacki

Dansk tennischef ser gode OL-chancer for Wozniacki

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
TENNIS-OLY-2016-RIO, Caroline Wozniacki Foto: Martin Bernetti/Ritzau Scanpix

Sportschef i tennisforbund tror på, at Caroline Wozniacki, der mandag får landsholdscomeback, kommer til OL.

Tennisstjernen Caroline Wozniacki får i den kommende uge comeback på landsholdet, der skal i aktion ved Billie Jean King Cup i Portugal, og står det til sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, er det ikke sidste gang, at hun optræder i rødt og hvidt.

Den 33-årige Wozniacki har siden comebacket sidste sensommer ikke lagt skjul på, at OL i Paris er hendes store mål, og sportschefen ser gode muligheder, selv om Wozniacki ikke opfylder kravet om at spille to Billie Jean King Cup-kampe.

- Vi kan få dispensation for, at hun kun når at spille én Billie Jean King Cup-kamp. Det skal vi nok få, og så er det op til Caroline at kvalificere sig, lyder det fra Jens Anker Andersen.

Wozniacki ligger aktuelt nummer 126 på verdensranglisten, og skal hun nå Paris via den, skal hun placere sig blandt de 65-70 bedste ved skæringsdatoen efter French Open, der slutter 9. juni.

Alternativt skal Wozniacki håbe på at blive tildelt en af de to pladser, der er forbeholdt tidligere grand slam-vindere, der ikke er blandt de 65-70 bedste, men som er inden for top-400.

De pladser kan der dog blive rift om. Tyskeren Angelique Kerber, der har vundet tre grand slam-titler, ligger nummer 332, og Naomi Osaka fra Japan med fire titler er nummer 192. Rumæneren Simona Halep (to grand slam-titler), der netop er vendt tilbage efter dopingkarantæne, kan også nå ind i top-400.

Alle tre har ligesom Wozniacki en fortid som nummer et i verden.

- Der er stor konkurrence om de to grand slam-pladser, så det er nok bedre, at Caroline går ind blandt de 65-70 bedste, og det tror jeg, at der er gode chancer for. Hun spiller godt, mener Jens Anker Andersen.

Han er meget fortrøstningsfuld, før Danmarks landshold fra mandag skal i aktion ved Billie Jean King Cup - tidligere kendt som Fed Cup.

Med Wozniacki og Clara Tauson, der igen har bidt sig fast i top-100, råder holdet over to spillere i verdenseliten.

- Jeg mener, at vi har det bedste hold, vi nogensinde har haft. Helt sikkert, siger Jens Anker Andersen.

- Vi har nogle unge spillere på holdet, hvor vi kigger fremad, men selvfølgelig er det en stor hjælp, at Caroline også er med, og jeg håber da, at hun spiller flere kampe end den her.

Danmark skal i Europe/Africa Group I op mod Bulgarien, Grækenland, Holland, Letland, Norge, Portugal, Serbien, Sverige, Tyrkiet, Ungarn og Østrig.

Sportschefen ser gode chancer for at snuppe en af de fire oprykningspladser, der baner vej til en playoffkamp i efteråret og kan bringe holdet et skridt nærmere de bedste nationer.

- Jeg vurderer mulighederne som rigtigt gode. Vi spiller for at komme længere op i systemet, da det vil være en stor oplevelse for spillerne at møde endnu bedre hold på endnu større scener, siger sportschefen.

Teenagerne Johanne Svendsen, Rebecca Munk Mortensen og Laura Brunkel fuldender det danske hold i Portugal. Der er lodtrækning til turneringen søndag eftermiddag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“