Sidste efterår tog mit arbejdsliv en ny og uventet drejning. Jeg var på barsel med barn nummer 3 og havde mine to større børn i en god institution, men en tanke spirede i mig: dine tre børn har du mulighed for at være sammen med hele dagen hver dag, hvis du vil. Jeg kunne ikke slippe tanken igen, og nu har jeg taget konsekvensen af den. Jeg tog min 4-årige og min 3-årige ud af institutionen i februar, for allerede der var jeg sikker. Jeg ville sige mit job op og gå hjemme på ubestemt tid, mens børnene er små og min mand og jeg kan have dem for os selv – med andre ord inden de bliver statens ejendom.

Det er selvfølgelig helt grotesk at sige, at de bliver statens ejendom. Eller er det?

I det samfund, vi har skabt og opretholder hver dag, bliver diskursen om, at børn skal i institution for at klare sig godt, stærkere og stærkere. Man kan møde pædagoger, som mener, at børn har brug for jævnaldrene for at klare sig socialt. Disse jævnaldrene skal hurtigst muligt erstatte forældrenes plads hos barnet, fordi vi bekræfter hinanden i, at det, som de jævnaldrene kan bidrage med, er vigtigere end det, som forældrene kan. Men hvor er kærligheden og omsorgen for barnet henne i denne argumentation? Jeg siger ikke, at børn ikke også har godt af at lege med andre børn, for det mener jeg bestemt, at de har og skal dagligt, men hvorfor skal det være med 18 andre børn på en stue i en institution? Hvilket rationale ligger bag denne overdrevne socialisering ud over et økonomisk, som det i sidste ende er politikerne, der står bag. Det giver en bedre samfundsøkonomi at opbevare børn i en institution, mens mor og far arbejder, og så er det rart, hvis vi samtidig kan fortælle hinanden, at det er det, der er bedst for børnene. Jeg føler mig dog langt fra overbevist, for tilknytningen til forældre og søskende vægter langt højere end tilknytningen til venner, når man er mellem 0 og 5 år, og jeg mener, at politikerne bør støtte den tilknytning ved at give økonomisk tilskud til hjemmepasning.

Læring er et andet argument for at sende børn i institution, som har stor magt i samfundet. Vi bliver ofte stillet spørgsmålet: hvordan sikrer I jer, at jeres børn lærer det, de skal, når de går hjemme? I 2018 kom der nye styrkede pædagogiske læreplaner for alle institutioner, og børn ned i vuggestuen har læreplaner, der skal understøtte deres udvikling. Med andre ord er vi vidne til en ensretning af børnenes læring og udvikling, som jeg mener, vi bør være varsom med. Som forældre må vi ikke lade det blive en sovepude at udlicitere læring og udvikling til i forvejen hårdt pressede pædagoger i travle institutioner. Hvordan kan det være et argument for at sende børn i institution, at de lærer mere der, end de kan lære hjemme? Her har jeg tid og ro til at lære dem det, de viser interesse for, frem for noget, som står i en læreplan. Min søn på 3 brænder for landbrug og maskiner, og hvilken værdi har det ikke, at jeg kan sende ham i marken med sin farfar, når han har lyst, fordi han går hjemme og kan være en del af det daglige liv? Hvorfor skal læreplaner styre vores børns læring, når deres interesse for verden er naturlig og umiddelbar og kan understøttes i langt højere grad, hvis de går hjemme, hvor der er tid og ro til at følge deres interesser og dermed understøtte deres læring?

Kommunen støtter den institutionelle barndom økonomisk med ca. 2/3 af den samlede pris for en institutionsplads for et barn. Samtidig har en række dokumentarer på det seneste afsløret, at forholdene i mange institutioner er mangelfulde, fordi økonomien ikke rækker til det nødvendige antal voksne. Jeg synes derfor, kommunen også bør støtte et alternativ for de familier, som ønsker at give deres børn en anden barndom end den, som institutionerne kan tilbyde. Vi vil gerne give vores børn en barndom med nærhed, ro og tid til læring baseres på deres interesser, og vi vil finansiere den selv om nødvendigt, men det økonomiske tilskud bør følge barnet og ikke institutionen.

Derfor håber jeg, at de politikere, som lige nu sidder i byrådet og bestemmer, hvordan budgetterne skal se ud i Aabenraa Kommune, vil give os økonomisk støtte og dermed frihed til selv at vælge vores børns barndom.

Siff Faudel
Sdr. Hostrup
siffvanghoej@hotmail.com