I en leder for nylig begræder redaktøren igen og igen danskernes manglende interesse for at lære tysk på højt niveau, hvilket han og især mindretallets ledelse anser for den sande vej til lykken for mig og andre danskere, som åbenbart ikke forstår de endeløse velsignelser, der er forbundet med at kunne den store nabos sprog.

Vi forstår såmænd heller ikke ifølge redaktøren et kuk af den tyske kultur, da vi ikke behersker tysk.

Som det sidste skud på stammen af fantasifulde teorier har redaktøren nu med sig selv fundet frem til, at området syd for Hamborg nærmest er „en by i Rusland" for danskerne,f ordi disse naturligt nok investerer i Nordtyskland. Hjælp!

Vi er da ellers vildt begejstrede for f.eks. Rhinlandet og München plus de vidunderlige bjergområder i Sydtyskland og Østrig, hvor vi kan lide det herlige folkefærd. Vi lytter også gerne til „Heimatlieder" på værtshuse og i en „Biergarten".

Det kan sagtens lade sig gøre uden at være en ørn til tysk. Men redaktøren stirrer sig som mange andre helt blind på kendskabet til tysk og Tysklands størrelse, men har til dato ikke kunnet forklare mig uvidende stakkel, hvad tyskerne så skal gøre til gengæld for, at danskerne lærer sig perfekt tysk.

Syd for grænsen er der så at sige ikke en kat, der forstår dansk de steder, man har brug for det. Uden en reel tosprogethed hos begge parter giver mindretallets drøm om tosprogethed især i Sønderjylland da ingen mening.

Hvorfor er det så svært for mindretallet at acceptere, at Danmark altså orienterer sig og identificerer sig med det angelsaksiske sprogområde? Hvis man skulle opfylde mindretallets ønsker, ville Sønderjylland jo nærmest komme til at minde om en tyskpræget provins, hvilket ingen danskere har bedt om.

Men mindretallet fortsætter ufortrødent med sine mærkesager, selv om de færreste nord for grænsen støtter dem. Som mangeårig abonnent på mindretallets menighedsblad kan jeg kun undre mig over deres gøren og laden og ikke mindst deres utrolige lydhørhed over for især de tyske politikere i Kiel, hvis politik i forhold til DK nærmest står uimodsagt. 

De vil jo så gerne optræde i rollen som brobygger og åndelig vejleder i forhold til den store nabo. Nu, i forbindelse med Brexit øjner de nok en ny chance for at komme „ind i varmen" hos danskerne. Men jeg synes, at der stadig er lang vej til at skabe blind tillid til mindretallet i en overskuelig fremtid på grund af deres gøren og laden i flere sammenhænge.

Jeg må være ærlig og citere et par  linjer i den kendte og poetisk skønne kampsang: „Ja,det haver så nyeligen regnet. Og de træer de drypper (desværre) endnu". Man kan kun håbe på en snarlig fornyelse i mindretallets rækker og tænkemåde, men det lader godt nok til at tage sin tid.