Den 4. maj i år behandlede Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter en sag om etablering af seniorbofællesskaber i kommunen.
Et flertal i udvalget valgte at pege på Genner, Hjordkær, Bylderup Bov og Ravsted som de byer, der først kommer i betragtning.

Udvalget har med sin beslutning lagt vægt på landdistrikterne og valgt ikke at prioritere Aabenraa og Rødekro. Man har altså valgt at se bort fra de to byområder, hvor ca. halvdelen af kommunens borgere bor.

Der er selvfølgelig ikke noget galt i at tilgodese landdistrikterne; men det kan virke temmelig underligt, at man vælger at nedprioritere to byområder, hvor der er opbygget stærke foreninger, som i en årrække har arbejdet på at etablere seniorbofællesskaber i deres nærområder.

Begge foreninger har løbende haft kontakt med politikere og forvaltning, og har gang på gang oplevet tilskyndelse til at fortsætte med at være aktive. Bemærkninger som: “Fortsæt, det er ildsjæle som jer vi har brug for”, er det, som vi har mødt under vores drøftelser med kommunen. Hvorfor, spørger vi nu?

De kontakter, som vi har haft med kommunen, har givet os god grund til at tro, at der var opbakning til vores projekter. Den efterfølgende vedtagelse viser, at der er langt fra skåltaler til beslutninger.

Ikke fordi, vi tror, det havde ændret på beslutningen; men ansøgningen fra foreningen i Aabenraa, ”Seniorbo, Seniorbofællesskab i Aabenraa”, fremgår ikke engang af bilagsmaterialet til mødet.

Der er flere spor, som det ville være relevant at inddrage i prioriteringen af, hvor seniorbofællesskaber skal placeres i kommunen, herunder seniorpolitik (hvis kommunen har sådan en, er det ikke kommet til udtryk i den politiske beslutning), hvilke byer i kommunen, der kan byde ind med de tilbud, som seniorerne går efter, og som understøtter individ og fællesskab, kommunens bosætningsstrategi, boligmarkedet og udlejningssituationen (ledige lejeboliger), blot for at nævne nogle af de emner, som et bilagsmateriale burde have forholdt sig til, når det handler om seniorbofællesskaber.

Det er planlægningsdelen, som man med henvisning til udvalgets navn, vel kunne forvente ville være en del af det materiale, der indgik i sagsfremstillingen. Det gør den ikke. Det, man forholder sig til, er et mere generelt oplæg om almene boliger og, hvem der står for tur.

I det hele taget skriger dette område på faglighed i sagsbehandlingen. Den vare har Aabenraa desværre ikke haft på hylderne.

I stedet har flertallet i udvalget valgt at pege på i hvert fald to lokaliteter, der ikke en gang opfylder de kriterier, som udvalget vedtog i samme dagsordenspunkt, som de retningslinjer, der skal være opfyldt for, at der er tale om et seniorbofællesskab.

Det, der primært kendetegner de lokaliteter, som et flertal i udvalget har peget på, er, at grundene er ejet af kommunen og dermed kan indgå i den kommunalt finansierede grundkapital. Altså en besparelse på den korte bane.

Det, som seniorer ønsker, er nærhed til offentlig og kommerciel service og nem adgang til kulturelle tilbud og sportsfaciliteter. Ikke for på nogen måder at nedgøre de byer, som Kommunen har valgt at satse på; men det, der kendetegner dem, er, at detailhandlen i dem er blevet afviklet over de seneste 30 - 40 år, og flere af dem kæmper for blot at holde en enkelt dagligvareforretning i gang.

Der kan være al mulig grund til at tilgodese ældrebefolkningen i landdistrikterne; men det kan gøres på andre måder end at bygge flere boliger. Generelt er tendensen flytning fra land til by, og for mange ældre gælder den samme tendens, nemlig at man flytter til byerne for at få basale behov opfyldt (dem vi tidligere har omtalt).

Beslutningen om at prioritere de fire lokaliteter i landområderne, vil betyde, at der skal opføres ca. 70 nye lejeboliger på landet (tallet er anslået, da ikke alle har angivet antallet af boliger).

Det rejser 2 spørgsmål, som burde interessere kommunen. Det første er, at det kan være vanskeligt at få sin bolig solgt, når der kommer et meget stort antal boliger til salg på en gang. Det betyder, at de, der ikke kan sælge, må opgive tanken om at flytte i seniorbofællesskab, hvilket igen kan betyde ledige boliger i seniorbofællesskabet med tab for udlejer til følge.

Det andet spørgsmål, som politikerne burde overveje, er, om det klientel, der søger billige boliger på landet, er repræsentative for den tilflytning, som kommunen så brændende ønsker sig.

Vi kan anbefale en studietur til Langeland eller Lolland, hvis man ønsker at se nærmere på, hvordan både det åbne land og landsbyer tager sig ud, når beboerne flytter væk, og ingen nye kommer til.

Vi mener rent faktisk, at man ved at satse på Aabenraa og Rødekro kunne frigøre attraktive familieboliger, der kunne tiltrække børnefamilier eller familier, hvor en eller begge forældre pendler til Aabenraa. I al sin enkelthed mener vi, at markedet i Aabenraa og Rødekro kan bære at få tilført ejendomme. Det er ikke længe siden, at byens ejendomsmæglere efterlyste boliger i netop Aabenraa og Rødekro.

Igen er der tale om et lidt mere langsigtet perspektiv, ligesom det perspektiv, der generelt er i, at seniorer flytter sammen og støtter og hjælper hinanden. Det er påvist et utal af gange at ældre i bofællesskaber ikke trækker nær så meget på den offentlige service som ældre, der bor alene. Det er den økonomiske fordel på lidt længere sigt.

Hvis kommunen fastholder beslutningen om kun at udbygge i landdistrikterne, risikerer den, at de ressourcestærke seniorer, der kan drive udviklingen, flytter til en af nabokommunerne, hvor man for længst har fattet fordelene ved, at seniorer flytter i bofællesskaber, eller at de flytter efter børnene til andre landsdele.

Vi har nemlig i modsætning til den yngre del af borgerne ikke tid til at vente.

Med det foreløbige punktum, der er sat i denne sag, har Kommunen vist i hvert fald to ting. Den ene er, at kommunen ikke ønsker borgerinddragelse. Hvis sagsfremstillingen i denne sag er udtryk for den faglighed, som kommunen kan præstere, er vi ikke spor betænkelige ved at sige, at man kunne have hentet nyttig viden i de to foreninger, der i en årrække har arbejdet med bofællesskaber i Aabenraa og Rødekro; men det har man åbenbart ikke ønsket.

En konsulent på halv tid eller et eksternt firma med viden inden for området kunne helt sikkert have været en god støtte for kommunen i sagsbehandlingen.

Det andet er, at politikerne åbenbart ikke tager seniorernes forhold mere alvorligt end, at det arbejde, der er lagt i de to aktive foreninger i Aabenraa og Rødekro, bliver genstand for barnagtige politiske drillerier. Uden at have været til stede kan man høre bemærkninger som: “Hvis Genner skal have, skal Hjordkær også”.
Men det er jo slet ikke det, sagen handler om.

Vores konklusion må være, at Aabenraa simpelt hen ikke er moden til at forstå seniorerne, og ej heller til at agere blot nogenlunde fornuftigt og fagligt kompetent i denne sag.

Kære seniorer i Aabenraa og Rødekro, husk det næste gang, i går til stemmeurnerne.

Hans Kristian Wollesen,
Formand for Rødekro Seniorbofællesskab

Tune Lund,
Formand for Seniorbo, Seniorbofællesskab i Aabenraa Kommune