Helge Poulsen, Kolding, går i et læserbrev den 16. juli 20020 i Der Nordschleswiger stærkt i rette med BDN’s informationschef, Harro Hallmann.

Læserbrevet, der – i hvert fald efter undertegnedes mening – for en stor dels vedkommende nærmest må betragtes som krigerisk og uforskammet, blotlægger imidlertid Helge Poulsens afgrundsdybe manglende indsigt i, hvad han skriver om.

Når Poulsen halsstarrigt fastslår, at tysk aldrig har været officielt sprog i Sønderjylland, tager han grusomt fejl; for inden 1864 – i den gamle dansk-tyske helstats tid – blev hertugdømmet Slesvig styret og administreret fra København på tysk – og udelukkende på tysk. Kancelliet, som stod for administrationen blev i øvrigt benævnt Tyske Kancelli indtil 1806, hvor Det Tysk-Romerske Rige blev opløst. Derefter blev kancelliet omdøbt til Det Slesvig-Holstenske Kancelli, og efter Lauenburgs indlemmelse i Helstaten hed det fra 1816 Slesvig-Holsten. Lauenborgske Kancelli, og sådan benævntes det til enevældens fald.

At benægte at tysk ikke har hjemmelsret i Sønderjylland, som Helge Poulsen hævder, er med andre ord direkte historieforfalskning. Øvrighedens sprog var igennem århundreder tysk, og det gælder også for lokale forvaltningsakter. At der dermed også var dele af den slesvigske befolkning, som ikke kunne forstå øvrighedssproget, er korrekt. Men folkesproget var heller ikke entydigt, eftersom der i det nordlige Slesvig overvejende taltes dansk – eller snarere sønderjysk – mens tysk/plattysk var det udbredte sprog i den sydlige del af Slesvig. Derimellem lå så et område med blandet folkesprog, hvor det var det tyske sprog, der var i offensiven på bekostning af det danske. Når Poulsen med syvtommersøm fastslår, at „selvfølgelig er tysk også i Sønderjylland et fremmedsprog, selv om Hallmann nok drømmer om det modsatte”, tager han grueligt fejl. Slesvig har historisk altid haft to sprog, dansk og tysk.

På den baggrund skal man – såfremt man debatterer seriøst – anskue Det Europæiske Sprogcharta, som netop er sat i verden for at beskytte og fremme de historiske, regionale sprog samt minoritetssprogene. I charteret fremhæves direkte, at der i den sammenhæng kun er tale om sprog, som pr. tradition og med historisk baggrund tales af folk i de underskrivende lande, men derimod ikke sprog, som nu tales pga. indvandring. Hvis Poulsen ellers kendte sin historie, ville han vide, at nutidens tyske mindretal i Sønderjylland absolut ikke er indvandrere, men derimod folk med nøjagtig den samme hjemstavnsret som det dansktalende flertal. Harro Hallmann har derfor fuldstændig ret – også statsretligt – når han påpeger, at den danske stat med sin underskrift på og Folketingets ratificering af Det Europæiske Sprogcharta har forpligtet sig til at implementere chartrets indhold og ånd. Noget sådant gør man naturligvis i en demokratisk retsstat. Eller det mener hr. Poulsen måske ikke?

Der er derfor absolut intet dubiøst i mindretallets anmodning om, at sprogchartrets indhold, som Danmark ratificerede dan 8. september år 2000, nu langt om længe omsættes til handling. I den sammenhæng spiller Harro Hallmann netop med åbne kort i modsætning til, hvad Poulsen mener. Og endelig må man da som tænksom borger anno 2020 spørge, om der skulle være noget som helst til hinder for, at to beslægtede sprog skulle kunne leve side om side i det samme land?

Og sluttelig for god ordens skyld: Hr. Poulsen, der er mig bekendt ingen i det tyske mindretal, der i dag ønsker eller endsige drømmer om at flytte grænsen op til Kongeåen igen.

Jørn Arpe Munksgaard, Historiker, lektor emeritus
Rosenvænget 26, 6230 Rødekro