Sagen er, at ‚Lykke Per‘ indbragte Henrik Pontoppidan Nobelprisen i Litteratur i 1917. Mesterværket i otte bind er fenomenalt og med patos indenfor Danmarks legendariske historie. Retrospektivt indeholder romanen en del alternativ energi; prospektering, der kan bruges up to date.

Det er det, jeg i al ydmyghed vil bringe frem i lyset, da det elegant matcher vore primære diskussioner om alternativ energi/fornybare energi. Man kan skimte det gennem sin narrativ fortælling om sin hovedperson i romanen, nemlig ‚ingeniør Per‘, en kandidat fra den Polytekniske Læreanstalt; i dag Danmarks Tekniske Universitet.

Pontoppidan designer et forskningsprojekt indenfor havbølgeenergi med tekniske detaljer, der kan karaktiseres under generering af grøn strøm, der kan drive diverse industrielle anlæg i landet, så produktionshjul kan drejes.

Med analytisk, teknisk sans skildrer Pontoppidan, hvordan Lykke Per vil udnytte havbølgekraft. Pontoppidans scenarie af de hydrodynamiske bølger kan sagtens bruges som supplement til bestræbelserne for minde CO2-emissioner og uafhængig af de fossilie energikilder, drivhusgassereffekt… you name it!

I havbølgeenergi er der mere gemt, når vi taler om alternativ energi og bør tages op på ny. Danmark er omringet af havvand i alle regioner.

Hvad om Energistyrelsen tog Pontopiidans/Lykke-Pers hydrodymnamiske segment under lupen og til realisering? For eksempel ved at kombinere output af elektricitet fra off shore vindmøller med elektricitet fra bølgekraft som impowerment af mere grøn strøm? Lykke-Per er jo et momentum fra datiden til gavn for fremtiden. Jeg personligt kan godt forstå, hvorfor Pontoppidan fik Nobelprisen, da romanen både indeholder momentum, unikum og patos. Konklussionen må være kort sagt, præcis og væsentligt, at linke det gamle med det nyere til fordel for teknisk fremskridt.

Jeg tager hatten af for Henrik Pontoppidans kreativitet og analytiske sans.

Said Kirollos

postdoc. ing geolog

Aabenraa