At partiet Venstre som alle andre partier skifter formand har altid givet uro. Det har i allerhøjeste grad været tilfældet med Lars Løkke Rasmussens afgang. Ikke mindst fordi han helt klart ønskede at forsætte, hvilket han har beskrevet uddybende i sin nye bog.

Det giver og har givet problemer, men der har også været andre formænd for Venstre, der holdt op. Henning Christophersen blev EU-Kommissær og hans forgænger Poul Hartling fik en smuk FN-karriere.

Han trådte til, da Erik Eriksen var blevet væltet, og han var selv i anden omgang blevet formand, efter at Knud Kristensen var blevet væltet efter, at have vundet en meget betydelig valgsejr.

I 1930'verne deltes magten mellem rigsdagsgruppen og partiorganisationen med Madsen-Mygdal som chef for partiorganisation. Det fungerede ikke. 

Endelig havde I.C. Christensen en betragtelig magtposition efter sin fratræden som Konsejlpræsident.

Hvorfor alt dette? Jo, For enhver leder ved, at hans/hendes tid kommer. Så hvorfor ikke sørge for en tilpasset rimelighed, hvad enten det gælder Kristian Jensen eller Lars Løkke Rasmussen.

Hans Stengaard Jessen
Egernvej 1
6400 Sønderborg