Sport - Ritzau

AaB-direktør efter ny trænerfyring: Jeg tror på kontinuitet

AaB-direktør efter ny trænerfyring: Jeg tror på kontinuitet

AaB-direktør efter ny trænerfyring: Jeg tror på kontinuitet

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
AaB - Vejle Boldklub , 3F Superliga Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB er efter afskedigelsen af Erik Hamrén i gang med sit sjette trænerskifte på to et halvt år.

Det er sjældent et godt tegn, når en fodboldklub skifter hyppigt ud på trænerposten. Og det er bestemt heller ikke efter planen, at trænersvingdøren skal snurre så hurtigt, som den har gjort i AaB de senere år.

Med mandagens fyring af Erik Hamrén står Superligaens bundprop foran sit sjette trænerskifte i løbet af de knap to et halvt år, der er gået siden Jacob Friis stoppede i oktober 2020.

I den tid har Peter Feher, Marti Cifuentes, Oscar Hiljemark i to omgange, Lars Friis og Erik Hamrén på skift haft ansvaret.

- Jeg tror på, at kontinuitet er en fordel i fodbold. Jo længere tid en cheftræner kan sidde, jo bedre er det.

- Vi har lavet nogle rekrutteringer af trænere, som så siden har vist sig ikke at give det antal point, som vi skulle have, konstaterer administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum.

Især det seneste år har været præget af uro i den sportslige ledelse.

I januar 2022 smuttede Cifuentes til Hammarby i Sverige, og hverken afløseren Lars Friis eller senest Erik Hamrén holdt mere end et halvt år på posten.

Dertil kommer, at man midt i det hele stoppede samarbejdet med sportschef Inge Andre Olsen og lagde opgaverne over til direktør Bælum, der siden har arbejdet med to kasketter.

Han afviser dog, at det primært er hans ansvar, at resultaterne svigter, og at den nordjyske storklub går ind til nedrykningsspillet i overhængende fare for en degradering til næstbedste række.

- Det her er en beslutning, der er truffet både af bestyrelsen og af den sportslige ledelse.

- Lige så vel som at transfervinduet var et produkt af mange hjerner og hænder, så var dette også et produkt af, at der har siddet en gruppe mennesker og vurderet, at det her var det rigtige at gøre.

- Det er ikke noget, jeg kan beslutte alene. Og slet ikke som vikarierende sportschef, siger Thomas Bælum.

Ansvaret for at bjærge superligaholdet sikkert gennem den nuværende storm er lagt i hænderne på Oscar Hiljemark.

Den hidtidige Hamrén-assistent skal efter planen stå i spidsen for holdet i resten af denne sæson. For godt et år siden var han cheftræner i tre kampe efter afskeden med Cifuentes.

- Det bliver ikke nogen revolution, men man håber altid på, at små nuancer og at kunne se tingene fra andre vinkler, måske kan udløse de sidste få procenter. I mange kampe er det ikke meget, der har manglet, siger Bælum.

I de 22 grundspilskampe har AaB blot samlet 15 point og ligger sidst i Superligaen. Der er lige nu otte point op til Horsens på den tredjesidsteplads, der udløser en ny sæson i den bedste række.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“