Sport - Ritzau
AaB henter australsk angriber med fortid i tysk fodbold
AaB henter australsk angriber med fortid i tysk fodbold
AaB henter australsk angriber med fortid i tysk fodbold
Få måneder efter landsholdsdebut skriver AaB kontrakt med den 24-årige australske angriber John Iredale.
AaB har hentet den 24-årige australske angriber John Iredale på en fri transfer.
Det skriver superligaklubben i en pressemeddelelse.
Iredale fik i marts debut på Australiens A-landshold. Han har spillet to VM-kvalifikationskampe for holdet, hvilket har resulteret i en enkelt fuldtræffer.
- John Iredale er en kropsstærk angriber, der er aggressiv i sit presspil og en god afslutter i boksen med både hovedet og begge ben.
- Dertil er han ydmyg og har en karakter, der passer til klubben og gruppen og den måde, vi gerne vil spille på, og de signaler vi gerne vil sende fra banen og ud på tribunerne, siger sportsdirektør Ole Jan Kappmeier i pressemeddelelsen.
Iredale har en fortid i Tysklands næst-, -tredje- og fjerdebedste række, hvor han siden 2019 har været på banen for Wolfsburgs andethold og Wehen Wiesbaden.
Han har også været tilknyttet Paderborn, hvor han dog aldrig fik spilletid.
Iredale har i sin tid som seniorspiller scoret 19 mål i 93 kampe.
Da australieren var ungdomsspiller i hollandske Heerenveen, var det med AaB's nuværende cheftræner, Menno van Dam, som træner.
Det tidligere samarbejde har været medvirkende til, at Iredale har valgt at skrive kontakt med superligaklubben, fortæller Iredale i pressemeddelelsen.
- Da jeg fik mulighed for at arbejde med ham igen, vidste jeg med det samme, at jeg skulle forfølge den.
- Jeg kommer til at arbejde hårdt for klubben og bidrage til holdet ved at score mange mål. Det er, derfor jeg er her, siger den 24-årige angriber.
AaB oplyser i pressemeddelelsen ikke, hvor lang kontrakten er.
/ritzau/