Sport - Ritzau

AaB holder kursen mod oprykning med sejr over B93

AaB holder kursen mod oprykning med sejr over B93

AaB holder kursen mod oprykning med sejr over B93

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
AaB - Kolding IF, NordicBet liga Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

B93 var tæt på at hente point i Aalborg, men topscorer Nicklas Helenius sørgede for tre point til AaB.

Nedrykkeren AaB ligner stadig en klub på vej mod øjeblikkelig tilbagevenden til Superligaen i næste sæson.

Selv om det holdt hårdt i søndagens hjemmekamp mod undertippede B93, fik aalborgenserne bjærget en 2-1-sejr på en sen straffesparksscoring.

Det giver AaB 33 point for 13 kampe i toppen af rækken. Sønderjyske har 30 point på andenpladsen, mens B93 på tiendepladsen har 11 point.

Første halvleg blev spillet på AaB's præmisser under våde og blæsende betingelser nord for Limfjorden.

B93 havde nogle fine kontrastød, der også blev til afslutninger, men for alvor tæt på scoring kom gæsterne ikke.

Aalborgenserne var mere nærgående og var ad et par omgange tæt på at komme i front. Det skete efter en lille halv times spil.

Svenske Melker Widell tog chancen fra distancen, og B93-keeper Michael Falkesgaard så ikke helt godt ud, da bolden sjuttede under ham og i nettet.

Overtaget gav kun det ene mål, og som tiden gik efter pausen, og føringen ikke blev udbygget, begyndte gæsterne at fornemme muligheden for point. Og omvendt så AaB-spillerne ud til at blive bange for pointtab.

B93 tiltvang sig mere initiativ, og belønningen kom 20 minutter før tid. Tammer Bany mødte en flad tværbold i feltet perfekt og klappede den flot ind fladt i det lange hjørne.

Chokket tvang AaB til igen at komme frem og øge tempoet, som var faldet en del for hjemmeholdet. Overtaget skiftede igen, men længe så gæsterne ud til at holde stand.

AaB-topscorer Nicklas Helenius var kommet ind fra bænken i anden halvleg, og som så mange gange før blev han holdets redningsmand.

Fem minutter før tid blev han nedlagt i feltet, og det efterfølgende straffespark eksekverede han selv stensikkert. Matchvinderrolle til Helenius og tre point til AaB.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“