Sport - Ritzau

AaB-træner hylder teenagedebutant trods fatal fejl

AaB-træner hylder teenagedebutant trods fatal fejl

AaB-træner hylder teenagedebutant trods fatal fejl

Ritzau
Randers
Zuletzt aktualisiert um:
Ernst van Norde Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Lars Friis giver sig selv skylden for, at 17-årige Theo Sander endte med at koste point mod Randers FC.

En kolossal fejl af AaB-debutanten Theo Sander endte med at koste, da nordjyderne søndag tabte 0-1 til Randers FC på udebane i Superligaen.

Den 17-årige målmand forærede mere eller mindre kampens enlige scoring væk efter kun tre minutter til Randers’ Filip Bundgaard, fordi han var alt for lang tid om at sparke bolden væk.

Efter kampen påtager AaB-træner Lars Friis sig skylden for, at fejlen kunne opstå, idet han kunne have gjort mere for at beskytte sin unge målmand ved at fortælle, at holdet ikke skulle spille bolden kort ved målspark.

- Det er jo et valg, vi har truffet (at spille bolden kort, red.), og de har carte blanche til at gøre det. Alligevel tager jeg 100 procent målet på min kappe, fordi jeg kunne bare have dikteret, at vi skulle sparke langt i stedet, siger Lars Friis.

Trods fejlen er cheftræneren imponeret over Theo Sanders præstation i resten af kampen, der med sine 17 år og 232 dage desuden er den yngste målmand nogensinde i Superligaen.

- Jeg er møghamrende stolt af ham. Jeg er sindssyg stolt over, at Theo rejser sig igen så hurtigt. Han er jo kun en 17-årig dreng, der viste, at han er et stort talent og en fremragende målmand.

- Kampen mod Randers viste i hvert fald, at han er klar, når muligheden byder sig, siger cheftræneren.

Efter kampen fik Theo Sander stor opbakning fra alle AaB’s medrejsende fans, idet de kort tid efter kampen sang hans navn højt i flere minutter. Særligt den episode vækker begejstring hos Lars Friis.

- Jeg er stolt af at være en del af et miljø, der samler unge mennesker op, når de begår fejl. Vi vil gerne bringe vores unge mennesker fremad, og det er fuldt fortjent, at han fik den modtagelse af fansene ved kampens afslutning, siger cheftræneren.

Hovedpersonen selv erkender, at hans fejl kostede kampen, men han tager alligevel en masse positivt med fra kampen.

- Jeg lavede en fejl, der kostede kampen. Det er noget møg, men det sker, når man spiller min position. Jeg er positiv over min debut, men jeg er utilfreds med resultatet og måden, det skete på.

- Jeg fik vist mig frem resten af kampen, og når man begår fejl, er man nødt til at blive ved med at tro på sig selv, og det gør jeg også. Sådanne fejl er ikke mit niveau, siger Theo Sander.

Ved scoringen var stort set alle holdkammerater hurtigt henne ved Theo Sander for at trøste ham, mens han havde hænderne foran ansigtet og græmmede sig.

Ifølge ham var det en af de største årsager til, at han var i stand til at rejse sig hurtigt oven på skuffelsen.

- Den måde, mine holdkammerater reagerede på, var helt fantastisk. Det var lige det, jeg havde brug for i situationen, fordi det havde været træls at stå med alene, siger Theo Sander.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“