Sport - Ritzau

Aalborg Håndbold går kold og deler med Ribe-Esbjerg

Aalborg Håndbold går kold og deler med Ribe-Esbjerg

Aalborg Håndbold går kold og deler med Ribe-Esbjerg

Ritzau
Esbjerg
Zuletzt aktualisiert um:
Herrehåndbold: Ribe-Esbjerg HH - Aalborg Håndbold Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Aalborg Håndbold smed fredag en seksmålsføring og spillede uafgjort mod Ribe-Esbjerg i mesterskabsspillet.

Aalborg Håndbold så fredag ud til at være på vej mod en komfortabel sejr i mesterskabsspillet i herreligaen.

Nordjyderne førte med seks mål med tre et halvt minut tilbage, men gik så fuldstændig i stå.

Efter en heroisk indsats fik Ribe-Esbjerg således spillet sig til uafgjort. Kampen endte 33-33 efter en udligning i sidste sekund af Elvar Asgeirsson.

Det var begge holds første kamp i mesterskabsspillet. Her har Aalborg i gruppe 1 nu tre point, mens Skjern har to. Ribe-Esbjerg og KIF Kolding har begge et enkelt.

Aalborg trak tidligt i kampen fra og så ud til at være på vej mod en komfortabel sejr. Det blev hurtigt 8-4 til nordjyderne, men så kom hjemmeholdet i gang.

Ribe-Esbjerg fik to gange reduceret Aalborgs føring til et enkelt mål midtvejs i første halvleg, inden gæsterne igen skruede op kort før pausen. Aalborg var foran med fire mål, inden Andreas Søgaard med to sekunder tilbage reducerede til pausestillingen 18-15.

I anden halvleg forblev det lige ved og næsten for hjemmeholdet. Efter syv minutter var der kun to mål til forskel på de to hold, men så tog Aalborg fat.

Gæsterne førte længe med en håndfuld mål, og med fem minutter tilbage gjorde Kristian Bjørnsen det til 33-27. Det viste sig så altså at være Aalborgs sidste mål.

To minutter havde Ribe-Esbjerg reduceret til 29-33, og så tog Aalborg-træner Stefan Madsen en timeout. Men hans hold var gået helt kold.

Jesper Munk reducerede til 31-33 med et minut tilbage, og så lugtede hjemmeholdet for alvor blod. Morten Jørgensen bragte forskellen ned på et enkelt mål med 17 sekunder tilbage.

Det var ikke længe, Aalborg skulle holde fast i bolden, men det lykkedes altså ikke, og så kunne Elvar Asgeirsson udligne, samtidig med at kampuret ramte 60 minutter.

Ribe-Esbjerg fejrede resultatet som en sejr, mens Aalborg-spillerne gik fra banen med bøjet nakke.

I gruppe 2 vandt Bjerringbro-Silkeborg (BSH) fredag aften 33-23 på udebane over Skanderborg Aarhus efter at have ført med 17-12 ved pausen. Dermed har BSH og GOG allerede trukket fra i toppen af gruppen.

GOG vandt onsdag og har nu fire point, mens BSH har tre, efter at de to klubber startede med henholdsvis to og et point på grund af deres slutplaceringer i grundspillet. Skanderborg Aarhus og Fredericia har nul point.

Nedrykningsspillet blev fredag indledt med en kamp mellem Nordsjælland Håndbold og TTH Holstebro. Den endte 29-29.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“