Sport - Ritzau
Aalborg konsoliderer førsteplads ovenpå trænerfyring
Aalborg konsoliderer førsteplads ovenpå trænerfyring
Aalborg konsoliderer førsteplads ovenpå trænerfyring
Aalborg slog Odense få timer efter fyringen af træner Garth Murray. Esbjerg ydmygede Rungsted i vild målfest.
Aalborg Pirates fyrede tidligere tirsdag cheftræner Garth Murray med øjeblikkelig virkning, selv om holdet fører Metal Ligaen.
Med sportschef Ronny Larsen og trænerassistenterne Santeri Heiskanen og Kasper Knudsen som trænertrio var Aalborg allerede tirsdag aften i kamp, og her blev det til en hjemmesejr på 4-1 over Odense Bulldogs.
Allerede efter 45 sekunder kom Aalborg foran ved Bo Hanson, men Odenses Oliver Villadsen udlignede kort inde i anden periode.
1-1 lignede pausestillingen før tredje periode, men to mål inden for 25 sekunder i det sidste spilleminut gav Aalborg føring på 3-1. Patrick Bjorkstrand og Matt Salhany stod for målene.
Midtvejs i tredje periode cementerede Pierre-Olivier Morin sejren.
Aalborg fører Metal Ligaen med 80 point for 37 kampe foran Herning Blue Fox med 69 point for 35 kampe.
Esbjerg Energy ligger nummer tre med 65 point for 38 kampe efter tirsdagens hjemmesejr på 9-3 over Rungsted Seier Capital.
Rungsted Seier Capital tabte i weekenden pokalfinalen med 0-7 til Sønderjyske, og det lader altså til, at det nordsjællandske hold har taget pokaltømmermændene med ind i denne uge.
Særligt første periode blev en ydmygelse for Rungsted, da Esbjerg allerede efter 14 minutter førte med 6-0.
De tre første mål blev alle scoret i powerplay, men selv når Rungsted var fuldtallig, var Esbjerg en klasse bedre.
Rungsted nåede dog på tavlen i første periode, der sluttede 7-1 til hjemmeholdet.
Det fortsatte efter pausen, da canadieren Brandon Magee kort inde i anden periode scorede til 8-1 med sin tredje træffer i kampen.
Derefter lykkedes det Rungsted at pynte på stillingen til 3-8 før tredje periode, hvor Esbjerg fik det sidste ord.
/ritzau/