Sport - Ritzau

Aalborg modstår norsk pres og vinder Champions League-brag

Aalborg modstår norsk pres og vinder Champions League-brag

Aalborg modstår norsk pres og vinder Champions League-brag

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
DENMARK Champions League men''s handball: Aalborg Handball - Kolstad IL Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Trods lunkent Aalborg-angrebsspil efter pausen blev Kolstad holdt på afstand, og nordjyderne brød sejrstørke.

Aalborg Håndbold trak sig onsdag aften sejrrigt ud af sæsonens første skandinaviske brag i Champions League.

Den storsatsende norske klub Kolstad, som var påvirket af økonomisk rod og tvivlsomme resultater i sæsonstarten, var på besøg i Nordjylland og tog hjem med et nederlag på 25-27.

Aalborg var i kontrol i langt det meste af kampen, men lukkede nordmændene ind til allersidst, hvor det blev en smule spændende. Men bredden i den nordjyske trup blev afgørende, da opgøret skulle lukkes.

Mikkel Hansen og Mads Hoxer viste i perioder storspil, og når de to skulle have pause, kom andre stærke profiler på halgulvet og holdt det hårde tryk på gæsterne, der blev ført an af stjernen Sander Sagosen.

Den første sejr efter tre Champions League-kampe uden fuld gevinst betyder, at Aalborg går forbi Kolstad i Champions Leagues gruppe A. Nordjyderne har nu syv point på tredjepladsen. Kolstad har seks point.

Det var tydeligt, at de to mandskaber virkelig gerne ville slå hinanden. Den tidligere Aalborg-stjerne Sander Sagosen var toptændt og var i flere perioder en enmandshær for Kolstad i første halvleg.

Men nordmændene havde det svært. Niklas Landin stod med en redningsprocent på 50 i det første kvarter, og offensivt var det tydeligt, at Aalborg-spillerne virkelig er ved at finde hinanden.

Den ene veltimede angrebsåbning efter den anden blev sat i gang, og særligt Mads Hoxer og Mikkel Hansen strålede. Sidstnævnte lukkede første halvleg med et klassisk Mikkel Hansen-brag helt op i krogen. 17-12 til Aalborg.

Efter pausen havde Aalborg sværere ved at få offensiven til at glide.

Gæsterne skruede op for fysikken, og nordjyderne skulle bruge markant flere kræfter end i første halvleg på at skabe de åbne chancer.

Aalborg måtte eksperimentere, og det endte med syv mod seks, da Kolstad med seks-syv minutter tilbage havde skåret lige lovlig meget af nordjydernes føring.

Mikkel Hansen og Mads Hoxer blev sendt på banen efter at have fået pause, og med hjælp fra Niklas Landin blev kampen afgjort, inden det blev alt for spændende.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“