Sport - Ritzau

Aalborg Pirates lægger afstand til Herning i Metal Ligaen

Aalborg Pirates lægger afstand til Herning i Metal Ligaen

Aalborg Pirates lægger afstand til Herning i Metal Ligaen

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Metalligaen: Rødovre Mighty Bulls - Aalborg Pirates, Metalligaen: Rødovre Mighty Bulls - Aalborg Pirates Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Aalborg er syv point foran Herning efter sin 4-2-sejr over Rungsted. Herning tabte 3-5 i Vojens.

Aalborg Pirates skabte fredag yderligere luft til rivalen Herning Blue Fox i Metal Ligaen.

4-2 vandt nordjyderne således i Rungsted, mens Herning samtidigt tabte 3-5 hos Sønderjyske.

Pirates har dermed 71 point mod midtjydernes 64 point efter 33 spillede kampe i grundspillet, der består af 48 runder.

Uden at spille nogen prangende periode var Aalborg foran 2-0 efter de første 20 minutter, da Julian Jakobsen først opsnappede pucken i luften og skød gæsterne på 1-0, inden han siden assisterede Thomas Spellings træffer, der blev sat ind fra en spids vinkel.

Aalborg spillede bedre i anden periode, men fik til gengæld ikke omsat de gode takter til mål.

I stedet reducerede Maksim Popovic for Rungsted, og i tredje periode var Rungsted-topscorer Matthias Asperup mand for en udligning i powerplay med et godt svirp.

I en lettere taktisk afslutning slog Aalborg til med tre minutter igen, da den amerikanske back Bo Hanson efter en tålmodig opbygning fik plads til et frit skud, som han gjorde sig selv til matchvinder på, inden Tobias Ladehoff lukkede ned til allersidst.

Rungsted får allerede lørdag mulighed for revanche, når holdet gæster Aalborg.

I Vojens var Sønderjyske fredag aften ualmindeligt dygtige og skarpe i første periode, hvor man forvandlede ni afslutninger til fire scoringer - flere af dem kom efter stor trængsel foran Herning-målet - og en 4-1-føring.

Victor Cubars fik reduceret to gange for Herning, men i slutfasen slog 22-årige Mathias Borring liggende sejren fast, efter at han var blevet hægtet på vej mod et tomt mål.

I bunden af Metal Ligaen fik Herlev sin anden sejr i træk, da holdet hjemmebane vendte 1-3 til en 6-4-sejr over midterholdet Esbjerg Energy.

Dermed har Herlev nu lidt luft til de øvrige bundhold, som fredag byttede plads. Med 3-2 over Rødovre Mighty Bulls rykkede Frederikshavn White Hawks således væk fra den niendeplads, der ikke udløser slutspil.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“