Sport - Ritzau

Ærgrelse fylder hos dansk badmintonlandstræner

Ærgrelse fylder hos dansk badmintonlandstræner

Ærgrelse fylder hos dansk badmintonlandstræner

Ritzau
Odense
Zuletzt aktualisiert um:
Denmark Open i Badminton. Indledende kampe i alle række. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Kenneth Jonassen er ærgerlig over de indledende dage, samtidig fastholder han, at forventningerne var højere.

En enkelt dansker tilbage i kvartfinalen. Det er facit efter de tre indledende dage ved Denmark Open i Odense, hvor Viktor Axelsen fredag er alene om at repræsentere det danske hold.

Præcis samme situation var det for lidt under to måneder siden ved VM i badminton i Tokyo, hvor Viktor Axelsen også var eneste tilbageværende danske islæt ved kvartfinalen.

Landstræner Kenneth Jonassen var dog forberedt på nogle vanskelige dage.

- Med udgangspunkt i lodtrækningerne, så vil jeg ikke sige, at det er skuffelse, der fylder. Det er mere ærgrelse.

- Vi vidste godt, at det ville blive svært. Vi vidste godt, at vi skulle spille på allerhøjeste niveau. Jeg tror kun, at vi har haft to kampe, hvor vi har tabt til nogen, der ikke står i kvartfinalen nu, siger Kenneth Jonassen.

Landstræneren fremhæver et par danske præstationer, som overraskede positivt. Herunder mixeddoublen med Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby og herredoublen med Lasse Mølhede og Jeppe Bay.

- Torsdag leverede vi et par virkelig gode præstationer, men var oppe imod nogle spillere med et rigtig højt niveau, siger Kenneth Jonassen.

Landstræneren fastholder dog, at forventninger var til mere.

- Jeg er på ingen måde tilfreds, men jeg synes, at der er mange gode præstationer. Så det er det, jeg forholder mig til, når vi skal hjem og samle op på turneringen.

- Men ønsker jeg mere? Ja. Tror jeg på mere? Det gør jeg også fremadrettet, lyder det fra landstræneren.

For flere af danskerne blev det til nederlag i tætte sæt. I november øges træningsmængden for det danske mandskab, når spillerne er samlet i Brøndby.

- Det er en ændring, vi absolut tror på, der i sidste ende kan være med til at gøre en forskel.

- Jeg synes, at nogle af de her præstationer giver troen på, at de bedste i verden er ikke så langt væk, siger Kenneth Jonassen.

Turneringen har indtil videre været velbesøgt med massiv dansk støtte fra lægterne i Jyske Bank Arena i Odense.

Næste år venter et VM på hjemmebane i København, og landstræneren håber på, at flere af de danske spillere kan bruge dette års Denmark Open frem mod næste års VM.

- Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at bruge denne her turnering til at arbejde med spillerne om forventningerne, og hvad der er fedt, når vi spiller på hjemmebane.

- Det er vigtigt at tage med hjem og arbejde med ved siden af alt det badmintonspecifikke, siger Kenneth Jonassen.

Det er derfor en optimistisk landstræner, der kigger fremad på trods af de skuffende resultater.

- Flere spillere har vist, at det er muligt at være med. Det forpligter også. Når vi kommer tilbage i træningslokalet, så forventer vi i trænerstaben, at spillerne kan det, som de har vist her, siger landstræneren.

Denmark Open fortsætter frem til søndag, når der spilles finaler.

Fredag skal Viktor Axelsen i aktion i kvartfinalen mod syvendeseedede Loh Kean Yew fra Malaysia.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“