Sport - Ritzau

AGF efter tidlig udvisning: Vi var bedre med ti mand

AGF efter tidlig udvisning: Vi var bedre med ti mand

AGF efter tidlig udvisning: Vi var bedre med ti mand

Ritzau
Aarhus
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga AGF - FC Midtjylland Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Forsvarsspilleren Frederik Tingager fik søndag rødt kort efter knap en halv time, da AGF tabte 0-1 mod FCM.

AGF var bedre til at spille 10 mod 11 end 11 mod 11.

Det er i hvert fald udlægningen fra AGF-målmand Jesper Hansen, efter at hans hold tabte 0-1 til FC Midtjylland efter en scoring fra Anders Dreyer i det 87. minut.

- Jeg har lige været nede i omklædningsrummet, hvor vi snakkede om, at det var en god kamp, selv om vi fik det røde kort.

- Det var lidt opsigtsvækkende for os, at vi blev bedre, da vi blev ti mand. Vi startede ikke særlig godt, da vi var 11 mod 11, og det skal vi have kigget på, siger Jesper Hansen.

AGF kom i undertal efter knap en halv time, da forsvarsspilleren Frederik Tingager fik rødt kort for en glidende tackling på FCM-kantspilleren Pione Sisto.

Ifølge målmanden blev det afgørende i forhold til kampens udfald, selv om han mener, at AGF blev bedre.

- Efter det røde kort blev det overlevelse for os, og især i anden halvleg havde Midtjylland bolden meget. Vi forsvarede den næsten hjem, men til sidst fik Dreyer puttet den i kassen, og det var enormt bittert.

- Det var enormt ærgerligt, at vi ikke kunne holde dem væk til sidst. Det var ligesom mod FC København i sidste uge, hvor vi følte, at vi kunne have fået mere med fra kampen.

- Vi havde selv fine muligheder, og hvis vi havde været lidt heldigere, havde vi scoret, selv om det var 10 mod 11, siger Jesper Hansen.

AGF-træner Uwe Rösler er på bølgelængde med sin målmand.

- Jeg er meget tilfreds med måden, som holdet spillede på i undertal. Vi fik drevet stormen af, efter vi ændrede vores opstilling.

- FCM havde ikke særlig mange chancer, og vi var komfortable og fortrøstningsfulde. Vi kunne også selv have scoret på de chancer, vi fik.

- Jeg er dog ikke tilfreds med måden, vi spillede på i starten af kampen. Vi mistede selvtilliden for hurtigt, siger Uwe Rösler.

Efter en flot sæsonstart har AGF nu tabt fem af de seneste seks kampe i Superligaen.

Det så længe ud til, at søndagens opgør skulle ende 0-0, og derfor er FCM-midtbanespilleren Kristoffer Olsson enormt tilfreds med, at det lykkedes at vinde.

- Det var lidt en speciel kamp, fordi AGF fik et rødt kort. Jeg synes, at vi gjorde det godt i perioder, men det blev hårdere og hårdere, jo længere tid der gik, hvor vi ikke scorede.

- Det var dog sindssygt dejligt at vinde kampen. Det var måske ikke den bedste præstation, men det er ikke altid så nemt at være i overtal, siger Kristoffer Olsson.

Med sejren rykkede FCM op på femtepladsen i Superligaen med 17 point, og holdet har nu syv point op til FC Nordsjælland på førstepladsen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“