Sport - Ritzau

AGF lægger afstand i top-6-kampen med sejr over Viborg

AGF lægger afstand i top-6-kampen med sejr over Viborg

AGF lægger afstand i top-6-kampen med sejr over Viborg

Ritzau
Aarhus
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: AGF - Viborg FF Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

AGF udbyggede afstanden ned til konkurrenterne uden for top-6 med en 2-0-sejr mod 10-mands Viborg.

Efter en flot anden halvleg kunne AGF søndag juble over en 2-0-sejr på hjemmebane mod Viborg i Superligaens runde 15.

Sejren blev grundlagt på fem for Viborg skæbnesvangre minutter efter pausen, hvor et AGF-mål og en Viborg-udvisning blev afgørende, efter at første halvleg havde været en chancefattig ørkenvandring.

Dermed lykkedes Viborg-træner Jacob Poulsen ikke med følge op på sejren over Silkeborg i cheftrænerdebuten.

Med sejren ligner AGF et hold med kurs mod top-6, da holdet udbyggede afstanden ned til Viborg på den forkerte side af top-6-stregen til otte point.

Der resterer syv runder af grundspillet.

Viborg lagde ellers godt fra land og satte sig på opgøret med højt tempo og et energisk genpres.

Gæsterne formåede dog ikke at skabe de store målchancer, og langsomt fik AGF spist sig ind i et opgør, der før pausen var rodet og manglede intensitet.

En yderst chancefattig halvlegs bedste tilbud stod værternes Tobias Bech for, men offensivspillerens afslutning fra kanten af feltet sad lige på Viborg-målmanden Lucas Lund.

Dødvandet blev imidlertid brudt umiddelbart pausen, hvor spillerne knap var kommet ud af omklædningsrummene, før AGF havde bragt sig foran.

Venstrebacken Gift Links sendte et knivskarpt indlæg ind i panden på angrebsesset Patrick Mortensen, der stangede 1-0-føringen i mål 30 sekunder efter pausen.

Blot fem minutter senere blev ondt værre for Viborg, da angriberen Renato Junior kom alt for hårdt ind i en tackling på Gift Links, hvilket blev takseret til et direkte rødt kort.

Herefter forsøgte AGF at kontrollere sejren hjem ved at holde fast i bolden og køre gæsternes 10 mand trætte.

Efter 77 minutter lukkede værterne kampen, da Tobias Bech fra kanten af feltet flugtede bolden i mål til 2-0, efter at Lucas Lund havde mistimet et indlæg.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“