Sport - Ritzau

AGF og Silkeborg deler i østjysk topopgør

AGF og Silkeborg deler i østjysk topopgør

AGF og Silkeborg deler i østjysk topopgør

Ritzau
Aarhus
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: AGF - Silkeborg IF Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Den østjyske duel mellem Superligaens nummer to og tre endte 1-1. Tonni Adamsen bragte Silkeborg foran.

AGF har efter en lovende start på Superligaen med masser af sejre og mål skabt fodboldfeber i Aarhus.

De store forventninger formåede AGF-træner Uwe Röslers spillere ikke at matche i søndagens 1-1-kamp på hjemmebane mod Silkeborg, der på dagen lignede et overkommeligt bytte.

Et skaderamt Silkeborg-hold havde svært ved at få det flydende spil til at fungere, men det rakte alligevel til uafgjort.

Formstærke Tonni Adamsen bragte midtvejs i første halvleg Silkeborg foran, inden Nicolai Poulsen kort efter udlignede til 1-1 for AGF.

Den sidste time af opgøret mellem Superligaens nummer to og tre blev en frustrerende affære for begge mandskaber.

AGF var meget på bolden og fik også lagt et nogenlunde tryk på gæsterne, men de store målchancer udeblev. Alt for ofte kiksede den sidste aflevering, og spillet løb ud i ingenting.

Hos Silkeborg nåede boldomgangen ikke de vanlige højder på et ellers fint græstæppe i Aarhus, så cheftræner Kent Nielsen måtte flere gange tage sig til hovedet.

Kent Nielsen kunne dog kortvarigt i første halvleg se en fem-seks minutter lang Silkeborg-opblomstring, hvor hans skaderamte hold tog føringen og potentielt kunne have lukket kampen.

Tonni Adamsen udnyttede den måske mindste af fire muligheder, da angriberen fra en spids vinkel trykkede bolden op i det nærmeste målhjørne forbi Jesper Hansen i AGF-målet.

Adamsen, der nu er delt ligatopscorer med seks mål, var i Silkeborgs gode periode både hurtigere og mere snu end Frederik Tingager, der ikke fik tacklet i tide, når målslugeren forsøgte sig.

Den kortvarige Silkeborg-dominans ebbede hurtigt ud. AGF satte sig igen på spillet, og værterne fik også truet gæsternes mål et par gange.

Nicolai Poulsen fik efter 29 minutter udlignet til 1-1 efter et hjørnespark, hvor Mads Emil Madsen headede midtbaneslideren fri til skud i et overbefolket Silkeborg-felt.

I overtiden fik AGF en sidste chance til at give tilskuerne på et udsolgt stadion en sejr at gå hjem på, da hjemmeholdet fik et frispark på kanten af feltet.

Mikael Anderson blev sat til at sparke, og islændingen var uhyre tæt på, men Nicolai Larsen i Silkeborg-målet fik handskerne på, og så sluttede topopgøret uafgjort.

FC Midtjylland topper Superligaen med 20 point. AGF er nærmeste forfølger med 17 point, mens Silkeborg på tredjepladsen har 16 point.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“