Sport - Ritzau
AGF-spiller får to kampes karantæne for spytklat
AGF-spiller får to kampes karantæne for spytklat
AGF-spiller får to kampes karantæne for spytklat
AGF-spilleren Gift Links er blevet fundet skyldig i at spytte efter en Brøndby-spiller efter en kamp søndag.
AGF kan ikke gøre brug af Gift Links i sine kommende to kampe.
Kantspilleren har fået karantæne efter en episode umiddelbart efter AGF's kamp mod Brøndby søndag, hvor Links er blevet fundet skyldig i at spytte efter Brøndbys Mathias Kvistgaarden.
Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans.
Links selv har pure afvist at have spyttet efter Kvistgaarden, men på baggrund af videobilleder fra kampen er Fodboldens Disciplinærinstans altså uenig.
Det er da også tydeligt, at en mængde mundvand forlader sydafrikanerens mund og flyver mod Mathias Kvistgaarden. Ifølge sydafrikaneren selv var Brøndby-angriberen dog ikke målet for spytklatten.
- Jeg forsøgte at spytte væk, og man kan endda se, at jeg drejer hovedet til venstre, sagde Links i en video på AGF's hjemmeside tirsdag.
Spytklatten fra Gift Links ramte ikke Mathias Kvistgaarden, men det har ikke haft indflydelse på afgørelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans, skriver den i sin redegørelse.
I sin afgørelse skriver Fodboldens Disciplinærinstans desuden, at AGF har argumenteret for, at sagen om spytklatten kun er sag på grund af mediernes fokus på den.
- Det er desuden AGF’s opfattelse, at tv-billeder har vist situationen, hvor der er zoomet ind, hvilket har givet et forvrænget indtryk af, at AGF-spilleren var tættere på Brøndby IF-spilleren, end han reelt var, lyder det i afgørelsen.
AGF's næste to kampe er imod Lyngby og Viborg.
/ritzau/