Sport - Ritzau

AGF sprudler i nedsabling af Sønderjyske

AGF sprudler i nedsabling af Sønderjyske

AGF sprudler i nedsabling af Sønderjyske

Ritzau
Aarhus
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: AGF-Sønderjyske Fodbold Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Patrick Mortensen scorede to gange, da AGF på hjemmebane pryglede oprykkeren Sønderjyske 4-0.

AGF tog fredag sæsonens første sejr i Superligaen, da det hjemme blev 4-0 over oprykkeren Sønderjyske.

Efter et par gode præstationer uden fuldt udbytte mod FC Midtjylland og FC København klikkede alt for aarhusianerne i et opgør, hvor Patrick Mortensen lynede to gange, mens Tobias Bech og Mads Emil Madsen bidrog med hver en træffer.

Sønderjyske lignede frem til det 35. minut den optimistiske, velorganiserede og arbejdsomme oprykker, som man også havde set mod Silkeborg og Lyngby. Men i den sidste times tid blev Thomas Nørgaards tropper udspillet.

AGF er foreløbigt treer i tabellen med sine fire point, mens Sønderjyskes er næstsidst med et point.

Opgøret var i slutningen af første halvleg kortvarigt afbrudt, da AGF-stopper Jonas Jensen-Abbew uden nogen i nærheden faldt om og tilsyneladende mistede bevidstheden.

Han satte sig lykkeligvis relativt hurtigt op og gik selv fra banen, da han blev skiftet ud, og senere blev det meddelt over højttaleren, at han havde det godt efter et ildebefindende.

AGF startede fredagens opgør bedst, og Patrick Mortensen truede første gang med et nærgående hovedstød efter 12 minutter.

Sønderjyske åd sig langsomt ind i kampen og skabte i en periode en jævn og chancefattig affære, hvor midtbanespilleren Sefer Emini bød ind med gæsternes farlige forsøg.

Efter 35 minutter blev det låste opgør åbnet efter en stor gave.

Startdebutanten Haidara Mohamed Cheri, der er kommet til Sønderjyske fra 3. division og Ishøj, fejlbedømte totalt en tilbagelægning og forærede Patrick Mortensen en friløber, som han sikkert omsatte til 1-0.

Det var startskuddet til en sand mareridtsperiode for sønderjyderne.

Tobias Bech øgede i første halvlegs overtid til 2-0 på et fremragende langskud og scorede på den måde for fjerde ligakamp i træk.

Knap var anden halvleg sat i gang, inden det også blev 3-0. Bech førte an i en omstilling og slog et glimrende indlæg i feltet, som Mortensen pandede i netmaskerne.

Sønderjyske var til tælling og fik efter 55 minutter en uppercut til kæben, da midtbanespilleren Mads Emil Madsen, som netop er kåret til Superligaens bedste i juli, øgede til 4-0.

Bech hoppede smart over et fladt indlæg fra backen Felix Beijmo, og Madsen tvang Sønderjyske-keeper Nicolai Flø ud i en redning, hvorefter bolden tog overliggeren, og Madsen selv stødte riposten over stregen.

Klasseforskellen tog lidt af brodden af opgøret, som langsomt ebbede ud i forhold til spænding, intensitet og chancer.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“