Sport - Ritzau

Alcaraz spiller sig i sin anden Wimbledon-finale i træk

Alcaraz spiller sig i sin anden Wimbledon-finale i træk

Alcaraz spiller sig i sin anden Wimbledon-finale i træk

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
TENNIS-GBR-WIMBLEDON Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix

Daniil Medvedev vandt første sæt, men efterfølgende snuppede Carlos Alcaraz tre sæt i træk og strøg i finalen.

Carlos Alcaraz er klar til finalen i grand slam-turneringen Wimbledon for andet år i træk.

I fredagens semifinale vandt den forsvarende mester i fire sæt over russiske Daniil Medvedev.

Efter næsten tre timers tennisspil havde den 21-årige spanske verdenstreer vundet kampen med 6-7, 6-3, 6-4, 6-4 over Medvedev, der er nummer fem i verden.

Første sæt gik til Medvedev, der kom bedst fra start og foran med 3-1 og lidt senere 5-2, inden Alcaraz svarede tilbage og udlignede til 5-5.

Det blev også 6-6 i åbningssættet, og så skulle det afgøres i tiebreak. Her var Medvedev bedst, og russeren vandt så klart som 7-1.

Styrkeforholdet blev vendt rundt i andet sæt, hvor Alcaraz spillede mindre nervøst og brød Medvedev tidligt og kom foran 4-1.

Billedet gentog sig i tredje sæt, hvor Alcaraz også brød sin modstander en enkelt gang og holdt føringen resten af sættet.

Så skulle Medvedev finde noget bedre spil frem i fjerde sæt for at undgå et nederlag, men det lykkedes kun i små glimt for russeren.

Alcaraz viste hele sit repertoire med stopbolde og effektivt netspil, og dermed blev spanieren endestationen for Medvedev, som han også blev for et år siden på samme stadie i turneringen.

Efter kampen var Alcaraz lettet over sit avancement efter en svingende start.

- Jeg er meget glad for min præstation. Jeg indledte kampen virkelig nervøst. Han dominerede og spillede fantastisk tennis med sin serv og sine returneringer.

- Det var svært for mig, men jeg forsøgte at skubbe nerverne væk i andet sæt. Det hjalp mig, og jeg kom foran og kunne spille mit spil og nyde det lidt mere.

- Jeg synes, at jeg spillede en meget god kamp, siger Alcaraz i sejrsinterviewet på banen.

I finalen skal Alcaraz møde vinderen af opgøret mellem Novak Djokovic og Lorenzo Musetti.

I sidste års finale i Wimbledon vandt Alcaraz i fem sæt over Djokovic.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“