Sport - Ritzau

Alt er gentænkt efter flytning: DJ skal spille hul 18 op

Alt er gentænkt efter flytning: DJ skal spille hul 18 op

Alt er gentænkt efter flytning: DJ skal spille hul 18 op

Ritzau
Aarhus
Zuletzt aktualisiert um:
Finalen i golfturneringen Made in HimmerLand - DP World Tour Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter at have forladt Himmerland har man forsøgt skabe nye attraktioner til Danmarks største golfturnering.

Golf er fyldt med oldgamle traditioner og uskrevne regler, men dem forsøger arrangørerne bag Danish Golf Championship at udfordre.

Den eneste danske turnering på DP World Tour-kalenderen har skiftet navn fra Made in Himmerland og sagt farvel til Gatten og goddag til Djursland.

Og flytningen har givet arrangør Flemming Astrup mulighed for at genopfinde konceptet bag Danmarks største golfturnering.

- Alt er blevet gentænkt. Der er ikke noget, vi har gjort før, så vi kan ikke bare gøre som sidste år. Det har betydet, at vi på mange områder har løftet os og skabt nye tiltag, siger han.

Da den store danske golfturnering så dagens lys for ti år siden, var Himmerland Hill det helt store trækplaster. Skråningen ved hul 16 kunne rumme tusinder af tilskuere og skabte mindeværdige scener.

Men sådan en bakke er der ikke på Lübker Golf og Spa Resort, hvor Danish Golf Championship løber af stablen fra torsdag. Men så er der mulighed for andre ting.

- Vi har ikke engang forsøgt at lave en kopi af Himmerland Hill, for det hører til i Himmerland og er unikt for den bane. Hvis vi engang kommer tilbage dertil, vil det være noget af det første, vi vil sælge turneringen på. Men nu prøver vi at lave noget andet, siger Flemming Astrup.

De nye omgivelser har blandt andet givet mulighed for en hel teltby omkring hul 18, hvor turneringen muligvis afgøres på søndag.

- Det betyder, at vi nu kan have fans stående i en bar, hvor der er en DJ, der spiller direkte op af hul 18. Det er ikke set før i europatourens historie.

- Vi sagde allerede fra begyndelsen, at vi gerne ville sætte nye standarder for, at en golfturnering godt kan være med lyd på. Det skal ikke være så kedeligt, og det her giver os en ny dynamik.

- Spillerne har ikke noget imod støj, så længe det er en konstant støj. Hvis der lige pludselig kommer et ordentligt brag, så forstyrrer det, men det gør konstant musik for eksempel ikke, siger Flemming Astrup.

På PGA Tour er turneringen Phoenix Open blevet ultrapopulær på grund af sin meget løsslupne atmosfære. For eksempel er stemningen vild og festlig, når cirka 20.000 tilskuere modtager spillerne ved hul 16.

Flemming Astrup fortæller, at han henter inspiration fra andre turneringer, ligesom de danske spillere er gode til at byde ind med sjove forslag fra verdens golfturneringer. Men han forsøger at holde sig fra kopier.

- Det fungerer alligevel ikke altid. Det er ligesom, når man har været på ferie. Der kan være noget, der bare er fedt på Mallorca, og så prøver man at lave det, når man kommer hjem, men så er det slet ikke fedt, siger han.

Om konceptet gentages næste år er umuligt at sige. For næste år rykker turneringen til Furesø, hvor forholdene er anderledes. Og året efter flytter turneringen igen.

- Det har været en del af den store overordnede plan fra 2014, at vi gerne ville tage turneringen rundt i landet.

- Der er flere mennesker, der får en chance for at komme ud at kigge, og det gælder også for vores partnere. Det er et mere overordnet koncept, som ikke har et tilhørsforhold til en bestemt bane eller region. Vi vil gerne prøve at gøre det til en national begivenhed, siger Flemming Astrup.

Årets turnering løber af stablen fra torsdag til søndag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“