Sport - Ritzau

Amerikansk pragtpræstation sender Nadal ud af US Open

Amerikansk pragtpræstation sender Nadal ud af US Open

Amerikansk pragtpræstation sender Nadal ud af US Open

Ritzau
New York
Zuletzt aktualisiert um:
Foto: Danielle Parhizkaran/Ritzau Scanpix

Frances Tiafoe møder Andrey Rublev i kvartfinalen i US Open, efter at amerikaneren slog Rafael Nadal ud.

Det blev højst overraskende den 24-årige amerikaner Frances Tiafoe, der i denne omgang slukkede spanske Rafael Nadals drøm om karrierens 23. grand slam-trofæ.

Således sendte Tiafoe Nadal ud af US Open i ottendedelsfinalen, da han slog verdens nummer tre i fire sæt. Det skete med cifrene 6-4, 4-6, 6-4, 6-3.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er så glad. Han er en af de bedste spillere nogensinde, og jeg spillede fuldstændig utroligt i dag, siger Frances Tiafoe efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han har kun en enkelt gang tidligere nået en grand slam-kvartfinale. Det var i Australian Open i 2019.

- Der skete noget helt særligt i dag, konkluderer Tiafoe.

Amerikaneren leverede intet mindre end en pragtpræstation foran et fyldt Arthur Ashe Stadium i New York City.

- Amerikanske Frances Tiafoe spillede sit livs kamp, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er første gang i år, at Rafael Nadal er blevet slået i en majorturnering.

Tidligere i år vandt han både Australian Open og French Open, før han inden sin semifinale i Wimbledon måtte trække sig med en skade i maven.

Det er Rafael Nadals tidligste exit fra US Open i seks år.

Nederlaget til Nadal kommer, blot dagen efter at verdens nummer et, den forsvarende US Open-mester Daniil Medvedev, blev slået ud i ottendedelsfinalen af australske Nick Kyrgios.

- Jeg var ikke i stand til at skubbe ham tilbage. Tennis er en sport, der meget af tiden handler om positionering, siger 36-årige Nadal efter nederlaget ifølge AFP.

- Du er nødt til at være meget hurtig og meget ung. Der er jeg ikke længere.

- Jeg var ikke i stand til at forårsage stor skade. Han var bedre end mig, tilføjer spanieren.

I kvartfinalen onsdag møder Frances Tiafoe, der er 22.-seedet i turneringen, russeren Andrey Rublev. Rublev er seedet som nummer ni.

Tiafoe ligger nummer 26 på verdensranglisten, mens Rublev ligger nummer 11.

Tiafoe besejrede i 2021 Rublev i fem sæt i tredje runde af US Open.

Tidligere mandag slog Andrey Rublev briten Cameron Norrie 6-4, 6-4, 6-4.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“