Sport - Ritzau

Anders Antonsen vinder første kamp efter trænerfyring

Anders Antonsen vinder første kamp efter trænerfyring

Anders Antonsen vinder første kamp efter trænerfyring

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Olympics: Badminton, Day 7 Foto: Luis Tato/Ritzau Scanpix

Efter at have fyret sin træner for at spille penge på en kamp vendte Anders Antonsen onsdag tilbage til banen.

Anders Antonsen kan også uden træneren Joachim Persson ved sin side.

Det beviste aarhusianeren onsdag, da han besejrede Chan Yin Chak overlegent i to sæt i første runde af Super 500-turneringen Korea Open.

Modstanderen fra Hongkong er blot nummer 119 i verden og kunne slet ikke hamle op med andenseedede Antonsen, som vandt 21-11, 21-8 på bare 33 minutter.

Antonsen skulle på banen for første gang, siden han i lørdags meddelte, at han havde stoppet samarbejdet med Joachim Persson.

Med den tidligere badmintonspiller som træner har Antonsen haft stor succes, men en episode under en turnering for nylig tvang ham til at fyre Persson.

Ifølge Antonsen fangede han Persson i at spille penge på en kamp. Det må man ikke som træner, og Antonsen så ingen anden udvej end at indberette ham.

Persson har endnu ikke selv fortalt sin side af historien, men hvis historien bekræftes, risikerer han endnu en karantæne fra sporten.

Han blev i 2019 idømt en karantæne på 18 måneder for brud på matchfixing-reglerne, da han i to tilfælde ikke indrapporterede henvendelser om at fixe kampe og for manglende samarbejde med BWF.

BWF fandt ingen beviser for, at der rent faktisk var blevet manipuleret med badmintonresultater i sagen.

Men reglerne er sådan, at BWF skal underrettes, hvis en spiller bliver tilbudt at fixe en kamp eller på anden vis hører om matchfixing.

Nu må Antonsen for en stund klare sig helt uden træner, og stolen kan meget vel være tom igen, når han i anden runde møder Lei Lanxi fra Kina eller Jason Teh fra Singapore.

OL-guldvinderen Viktor Axelsen er ikke med i Sydkorea, men det er til gengæld landsmanden Rasmus Gemke. Han spillede sig med nød og næppe videre til anden runde med en sejr på 18-21, 21-18, 23-21 over franskmanden Arnaud Merkle.

Mixeddoublerne med Jesper Toft og Amalie Magelund samt Mads Vestergaard og Christine Busch er ligesom Line Christophersen og Line Kjærsfeldt videre.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“