Sport - Ritzau
Andy Murray overlever matchbolde igen og forlænger karrieren
Andy Murray overlever matchbolde igen og forlænger karrieren
Andy Murray overlever matchbolde igen og forlænger karrieren
Daniel Evans og Andy Murray overlevede matchbolde for anden kamp i træk ved OL og er nu kvartfinaleklar.
Den britiske tennisspiller Andy Murray holder pensionen for døren lidt endnu.
Tirsdag aften spillede han sig videre til kvartfinalen i OL's doubleturnering sammen med makkeren Daniel Evans, og akkurat som i duoens første OL-kamp blev der afværget matchbolde for at avancere.
Den britiske herredouble vandt en højdramatisk kamp med 6-3, 6-7, 11-9 over belgierne Sander Gille og Joran Viegen. Kampen blev afgjort i en matchtiebreak, hvor belgierne forsømte at udnytte sine to matchbolde.
Kvartfinalemodstanderen bliver først fundet onsdag, men det kan meget vel blive tredjeseedede Taylor Fritz og Tommy Paul fra USA.
37-årige Andy Murray bekræftede forud for OL, at det bliver hans sidste turnering som professionel tennisspiller.
På tribunen omkring det røde grus i Paris levnede de fleste af tilskuerne ingen tvivl om, at de gerne ser Murray blive ved så længe som muligt. Hver britisk partisejr og hvert britisk point i andet sæts tiebreak og den efterfølgende matchtiebreak blev fejret med højlydt jubel.
Da sejren kom i hus hoppede Murray og Evans af glæde, som prøvede de at kopiere Ulrik Wilbeks jubelscener fra OL i Atlanta.
Murray har spillet på topplan i næsten to årtier og i en periode været nummer et på verdensranglisten. Han har vundet tre grand slam-titler i herresingle.
Han vandt hardcourtturneringen US Open i 2012, og i 2013 og 2016 sejrede han på hjemmebane ved græsturneringen Wimbledon. Han har tabt sine otte andre grand slam-finaler.
Han vandt OL-guld i 2012 og 2016 i single, og han har fortsat muligheden for at slutte karrieren af med endnu en olympisk medalje.
En anden pensionsmoden stjerne, Rafael Nadal, er også fortsat med i doublerækken sammen med Carlos Alcaraz. Den spanske duo spillede sig også videre til kvartfinalerne tirsdag.
/ritzau/