Sport - Ritzau

Anfører-farvel skal vække nye vibrationer i Brøndby

Anfører-farvel skal vække nye vibrationer i Brøndby

Anfører-farvel skal vække nye vibrationer i Brøndby

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Brøndby IF holder mediedag Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Andreas Maxsø er væk efter flere år som dominerende figur, men det kan vise sig positivt, mener ny træner.

Brøndby har i vinterens transfervindue sagt farvel til en kæmpe figur, som var blandt de vigtigste spillere i mesterskabssæsonen for et par år siden.

Alligevel er truppen i løbet af januar blevet mere komplet end i efteråret, hvor fodboldklubben manglede stabilitet og sluttede tredjesidst i Superligaen. Faktisk kan klubben sågar få noget positivt ud af afskeden med anføreren Andreas Maxsø.

Det mener Jesper Sørensen, der i begyndelsen af året blev præsenteret som ny mand i trænersædet hos den traditionsrige klub fra den københavnske vestegn.

- Vi har fået spillere, der giver noget, som vi ikke havde så meget af i forvejen, og det gør vores trup mere komplet, siger Jesper Sørensen.

Han har sat den danske presse stævne på et luksushotel på Portugals sydkyst, hvor Brøndby i disse dage øver sig på at spille fodbold.

Det sker uden Andreas Maxsø, som med anførerbindet om armen gennem flere sæsoner har været vital for de blågule. Den store forsvarsspiller er nemlig skiftet til Colorado Rapids i USA.

- Maxsø fyldte rigtig meget positivt i Brøndby. Han var en fantastisk anfører for holdet. Men han ville gerne prøve noget andet, og det har jeg fuld respekt for. Han har kun gjort godt for Brøndby, siger Jesper Sørensen.

Den nye Brøndby-træner ved alt om, hvor meget Maxsø fyldte i omklædningsrummet. Jesper Sørensen var nemlig assistenttræner i Brøndby under Niels Frederiksen, indtil han i september 2021 blev U21-landstræner.

- Han efterlader sig et tomrum, men jeg skal ikke skynde mig med at finde ud af, hvem der skal fylde det ud. Jeg skal vurdere, hvem der gerne vil tage noget mere ansvar. Det tager vi os god tid til, og så finder vi ud af, hvem vi skal skubbe lidt mere til, siger Jesper Sørensen.

Han vælger at tackle situationen med optimisme.

- Nogle gange bliver det stationært i en trup. Der er en bestemt måde, tingene sker på. Nu er Maxsø væk, og så kommer tingene i bevægelse.

- Det betyder, at man skal finde nogle nye roller, og måske skal det ikke ligne det gamle. Det er rigtig godt for os at lave den øvelse, og at nogen skal stille sig frem og tage noget ansvar, siger Jesper Sørensen.

Foruden Andreas Maxsø har Brøndby i midterforsvaret sagt farvel til Sigurd Rosted. I stedet har man hentet Rasmus Lauritsen i Dinamo Zagreb og Frederik Winther i Augsburg.

- Vi har i Frederik fået en venstrebenet stopper, som er dygtig, og som jeg kender fra U21-landsholdet. Og så har vi i Rasmus fået en rutineret stopper, der er vant til at spille under stort tryk i Zagreb.

Derudover er 22-årige Håkon Evjen kommet til fra AZ Alkmaar. Som teenager brændte han banerne af for Bodø/Glimt i Norge, og præstationerne gjorde ham til klubbens største salg i historien på daværende tidspunkt.

- Han er en anden type midtbanespiller, end vi har i forvejen. Han har mere bevægelighed og fart, og han er i øvrigt venstrebenet, siger Jesper Sørensen.

Brøndby får travlt, hvis klubben i foråret skal spille med om de sjove placeringer i Superligaen. Inden de sidste fem runder i grundspillet har klubben tre point op til en plads blandt de seks bedste.

AC Horsens er Brøndbys første modstander i det nye år. Østjyderne kigger forbi Brøndby Stadion 19. februar.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“