Sport - Ritzau

Arsenal lider første nederlag mod kontrastærke United

Arsenal lider første nederlag mod kontrastærke United

Arsenal lider første nederlag mod kontrastærke United

Ritzau
Manchester
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-ENG-PR-MAN UTD-ARSENAL Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Arsenal dominerede i store perioder, men måtte se Manchester United vinde storkampen på Old Trafford med 3-1.

Manchester United fortsætter opturen under klubbens nye manager, Erik ten Hag.

Med 3-1 hjemme over Arsenal er den skrantende storklub oppe på fire sejre på stribe og blander sig nu i toppen af Premier League.

Marcus Rashford scorede to gange i en anden halvleg, hvor United ellers var sat gevaldigt under pres af de velspillende gæster.

Begge scoringer faldt efter lynende kontrastød med Christian Eriksen i en central rolle.

Arsenal-spillerne har grund til at ærgre sig. Især efter pausen styrede de kampen, men holdets fremrykkede bagkæde var skrøbelig over for hurtige modangreb. Det udnyttede hjemmeholdet mesterligt.

United kom foran 1-0 ti minutter før pausen, da Rashford fandt nyindkøbte Antony i fri position til højre for målet, og debutanten scorede sikkert med venstrefoden.

Tidligere i halvlegen var videodommeren kommet Eriksen til undsætning, da danskeren mistede bolden før en Arsenal-scoring.

Efter et gennemsyn blev Gabriel Martinellis mål annulleret, fordi Martin Ødegaard forinden begik frispark, da han pillede bolden fra danskeren.

Ødegaard og hans holdkammerater var tossede, men kendelsen så korrekt ud, og gæsterne måtte vente til anden halvleg med at komme på måltavlen.

Det skete efter et kvarters tung dominans. Manchester United Diogo Dalot kom i vejen for Martin Ødegaards dybe pasning. Men kuglen røg lidt tilfældigt hen foran fødderne af Bukayo Sako, som let kunne sende den i nettet.

Arsenal var oven på, men forsømte at udnytte overtaget. Og blot seks minutter senere var hjemmeholdet foran på ny.

Efter at have modtaget bolden fra Eriksen splittede Bruno Fernandes Arsenals forsvar med en følt ydersidepasning. Rashford fik frit løb mod mål og fik jublen tilbage på Old Trafford.

Et kvarter før tid var det Christian Eriksen, der blev sendt afsted med en friløber. Uselvisk spillede han bolden på tværs til Rashford, der reelt afgjorde kampen med sin 3-1-scoring.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“