Sport - Ritzau

Arsenal spiller sig til tops med sejr over Brentford

Arsenal spiller sig til tops med sejr over Brentford

Arsenal spiller sig til tops med sejr over Brentford

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-ENG-PR-BRENTFORD-ARSENAL Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Det så længe ud til at ende i en nulløsning, men i slutminutterne headede Kai Havertz sejren hjem til Arsenal.

Efter Manchester City og Liverpool tidligere lørdag havde spillet uafgjort, fik Arsenal med en sejr over Brentford mulighed for at spille sig op på Premier Leagues dukseplads.

Og den mulighed greb Mikel Artetas topper.

Det så ellers længe ud til at ende i en nulløsning på udebane mod Brentford, men i kampens slutminutter dukkede indskiftede Kai Havertz op og headede 1-0-sejren hjem til Arsenal.

Med de tre point glider Arsenal forbi både Liverpool og Manchester City og er dermed nyt førerhold i Premier League et enkelt point foran City og to point foran Liverpool.

Nederlaget var det andet i træk for Brentford, der senest tabte til Liverpool og nu er at finde på 11.-pladsen.

Thomas Frank havde kun fundet plads til Christian Nørgaard som eneste dansker i Brentfords startopstilling, mens Mathias "Zanka" Jørgensen undervejs blev skiftet ind til sin anden Premier League-optræden i denne sæson.

Arsenal havde for en stund Aaron Ramsdale tilbage mellem stængerne, da den normale førstemålmand, David Raya, ikke må spille mod Brentford, da han er udlejet fra netop den klub.

Ramsdale var tæt på at få en mareridtsstart, da han var ubeslutsom i opspillet. Brentford erobrede bolden fra keeperen i det lille målfelt, men Bryan Mbeumos efterfølgende afslutning gik over mål.

Det var gæsterne fra Arsenal, der sad på boldbesiddelsen i størstedelen af første halvleg, men udeholdet havde svært ved at bryde Brentford-defensiven ned.

Lige inden pausen troede Arsenal, at holdet fik den forløsende 1-0-scoring, da Leandro Trossard headede en returbold fra Brentford-keeper Mark Flekken i kassen.

Målet blev dog efterfølgende annulleret af VAR, da Trossard var offside.

Arsenal havde ikke det samme overtag i anden halvleg, hvor Brentford kom klart bedre med i kampen.

Anden halvleg blev mere fysisk og bød på flere dueller, hvilket var til hjemmeholdets fordel.

Det så længe ud til, at kampen skulle ende målløs, da begge hold manglede kynisme i de afgørende situationer.

Det blev der dog ændret på i slutminutterne, da Arsenals Bukayo Saka sendte et knivskarpt indlæg til bageste stolpe, hvor indskiftede Kai Havertz headede Arsenal til tops.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“