Sport - Ritzau

Astralis skal genfinde sig selv efter massiv skuffelse

Astralis skal genfinde sig selv efter massiv skuffelse

Astralis skal genfinde sig selv efter massiv skuffelse

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
IEM Cologne Foto: Henning Kaiser/Ritzau Scanpix

Arbejdshandskerne skal på, efter at Astralis faldt sammen og missede den store Major-turnering i København.

Der var tale om en gigantisk skuffelse, da det tidligere storhold i Counter-Strike Astralis kiksede kvalifikationen til den kommende Major-turnering i Danmark.

Det er første gang nogensinde, at Majoren, der er Counter-Strike-sportens største turnering, er på dansk grund, men det bliver uden Astralis.

Counter-Strike-holdet skuffede fælt i slutningen af februar, da man tabte til 9Pandas, verdensranglistens nummer 28, i det sidste stadie af Major-kvalifikationen.

For danske Astralis, der tidligere dominerede verdenstoppen og har vundet fire Majors, var det en skuffelse af rang, og nu handler det om at få genopbygget den efterhånden hårdtsårede kæmpe, der nu har misset kvalifikationen til Majoren tre gange i træk.

- Vi svigtede fansene, vores partnere og alle dem, der har støttet Astralis gennem op- og nedture, og det er en følelse, der tager tid at komme over, siger holdets sportsdirektør, Kasper Straube.

- Det er klart, at det ikke hjælper på fortællingen om et vinderhold, når vi nu for tredje gang har misset en Major. Vi skal være blandt verdens bedste, men det kan vi ikke tale os til. Det er også derfor, vi har ageret, som vi har gjort.

Kasper Straube og den resterende ledelse i Astralis tog hurtigt konsekvensen af den kiksede kvalifikation til Majoren.

In-game leader Benjamin "blameF" Bremer blev bænket og sat til salg, mens Nicolai 'dev1ce' Reedtz er forfremmet til Counter-Strike-holdets nye kaptajn. Derudover er der også skiftet ud på cheftrænerposten, hvor Casper "ruggah" Due er trådt ind.

- Vi står først og fremmest i en situation, hvor vi skal genfinde os selv. At misse Majoren var en kæmpe skuffelse for os alle, men vi har ikke været blinde for, at det kunne ske, og vi tog konsekvensen stort set omgående, siger Kasper Straube.

- Det kan lyde paradoksalt, men jeg føler, at vi står et godt sted nu, men med en masse hårdt arbejde foran os.

Majoren i København skydes i gang søndag og løber frem til finaledagen 31. marts. Turneringen er spillets svar på et VM, og den danske Counter-Strike-ekspert Jacob Winneche spår en intens og åben turnering i hovedstaden, hvor det danske hold Ecstatic og det norskejede Heroic med tre danske spillere deltager.

- Der er ikke nogen klar favorit forud for turneringen, og der er mange hold, der realistisk set kan sætte næsen op efter at gøre det godt og nå langt. Kampene bliver jævnbyrdige, og det vil skabe en fed turnering.

- Heroic og Ecstatic giver man ikke de største chancer for at nå langt, og at Ecstatic er kvalificeret er en overraskelse. Heroic kan man godt have lidt flere forventninger til, men det forventes ikke, at de kommer med blandt de sidste otte til slutkampene, siger Jacob Winneche.

Majoren i København starter søndag med de indledende kampe, og det hele slutter i Royal Arena 31. marts, hvor kvart- og semifinaler samt finalen spilles.

24 hold fra Europa, Nordamerika, Latinamerika og Asien skal konkurrere om en samlet præmiepulje på 1.250.000 dollar, svarende til omkring 8,5 millioner kroner.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“