Sport - Ritzau

Astralis vil udnytte stilstand blandt konkurrenterne

Astralis vil udnytte stilstand blandt konkurrenterne

Astralis vil udnytte stilstand blandt konkurrenterne

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
UNTITLED-1 Foto: Astralis/Free

Verdenstoppen i Counter-Strike er historisk tæt, men der kan hentes fordele i arbejdet uden for selve spillet.

Da det danske Counter-Strike-hold Astralis fra 2017 og et par år frem skød sig ind i danskernes bevidsthed som verdens bedste hold, var det på et fundament af nytænkning inden for e-sport.

Mentaltræning, fokus på motion og sund kost blev en del af spillernes hverdag i Astralis, der satte sig tungt på Counter-Strike-tronen i næsten et par år.

Som man ser med succeser inden for alle brancher, tog konkurrenterne naturligvis de initiativer til sig og fik lukket hullet op til danskerne på den konto.

De seneste år har Astralis efter en del udskiftninger været et stykke fra verdenstoppen, men med to nye spillere siden oktober og et setup rundt om holdet tror man, at man kan vende tilbage til toppen.

Først skal de nye spillere have tid til at falde ind på holdet, der skal spilles sammen. Men derefter har man en stor tro på, at man med nytænkning igen kan sikre sig en fordel over for konkurrenterne.

- Jeg tror, der er meget at hente i at agere som en professionel atlet. Det er ikke alle hold og spillere, som går lige meget op i at have en sund livsstil, mener 19-årige Christian "Buzz" Andersen, holdets nyeste tilføjelse.

- Vi skal være dygtigere in-game, men der er helt sikkert nogle procenter at hente, hvis der er styr på fysikken og det mentale.

Astralis' ingamelader Lukas "gla1ve" Rossander er en af tre tilbageværende spillere, der også var med i de suveræne år 2018 og 2019.

Han mener også, der er mulighed for at opnå fordele over for rivalerne uden for serveren.

- Uden for selve spillet føler jeg, at vi godt kan være mere professionelle end andre hold. Det er det, vi byggede Astralis op på, og som nogle har kopieret, men vi må også kigge indad. Det kunne godt være et mål for os at genskabe det fundament, som gør, at vi står stærkere der igen, siger han.

Få vil benægte, at Astralis dengang var med til at revolutionere e-sporten. Holdets arbejde uden for selve spillet blev adopteret af alle andre store hold.

Spørger man Astralis' nok største stjerne, Nicolai "dev1ce" Reedtz, der er kommet tilbage efter halvandet år hos svenske NIP, er fokus på arbejdet uden for serveren dog falmet lidt i e-sporten.

- Vi var med til at skubbe lidt i den rigtige retning, da vi var gode, og så er det som om, alle er faldet lidt ned i den der McDonald’s og chill-livsstil, mener han.

- Jeg synes lidt, den sunde udvikling i sporten er gået i stå, siden vi stoppede med at vinde, og der samtidig kom coronapandemi. Folk er faldet lidt tilbage, i det jeg på en måde vil kalde uprofessionalisme. De lever ikke atletlivet.

Set i det lys mener han, at der kan være meget at vinde for Astralis ved ikke bare at dyrke det, men også lægge nye lag på den del af arbejdet.

- Der har jeg et håb om, at vi kan være med til at skubbe lidt på igen, fordi jeg tror på, at hvis man er udhvilet, spiser ordentligt, motionerer og husker at have et liv uden for serveren, så kan man også lægge mere arbejde på serveren.

- Jeg tror, der er mange procenter at hente i det rundt om selve spillet, lyder det fra "dev1ce".

Astralis indleder 2023-sæsonen torsdag, når holdet møder franske Vitality ved årets første Blast-turnering.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“