Sport - Ritzau

Barcelona overrumpler Napoli og uskarp Lindstrøm

Barcelona overrumpler Napoli og uskarp Lindstrøm

Barcelona overrumpler Napoli og uskarp Lindstrøm

Ritzau
Barcelona
Zuletzt aktualisiert um:
Spain Soccer Champions League Foto: Emilio Morenatti/Ritzau Scanpix

Barcelona vandt 3-1 over Napoli og er kvartfinaleklar. Jesper Lindstrøm burde have udlignet til 2-2.

For første gang i fire år er FC Barcelona klar til kvartfinalen i Champions League.

Tirsdag aften kvalificerede holdet sig ved at slå Napoli med 3-1 på hjemmebane, så Barcelona avancerer med samlet 4-2.

Indskiftede Jesper Lindstrøm burde have udlignet til 2-2 efter 80 minutters spil, men danskeren har stadig sin første fuldtræffer for Napoli til gode. Kort efter lukkede Barcelona-kampen med 3-1-målet.

Set over alle 90 minutter var Barcelonas sejr fortjent. Holdet skabte de fleste og de største chancer, men havde til tider problemer med at være overbevisende i forsvarsspillet i den anden ende.

Andreas Christensen startede inde på Barcelonas defensive midtbane, og han satte et begrænset aftryk i den time, han fik på banen.

Christensens kamp kunne være blevet noget kortere, for lige efter Barcelonas 2-0-mål lavede han en grim stempling på Stanislav Lobotka, men allernådigst slap danskeren med et gult kort. Advarslen var formentlig en medvirkende årsag til, at han tidligt fik fyraften.

Starten på opgøret var med tung Barcelona-dominans, og særligt den unge midtbanespiller Fermin Lopez boltrede sig. Det var også ham, der åbnede målscoringen efter et kvarters spil, da han satte indersiden på et oplæg fra Raphinha.

To minutter senere øgede Barcelona til 2-0 på et forrygende kontraangreb. Raphinha hakkede bolden på indersiden af stolpen, og Joao Cancelo fulgte op og scorede på returen.

Efter en halv time reducerede Napoli. Matteo Politano brød igennem på siden og sendte bolden skråt bagud til Amir Rrahmani, der omsatte chancen til mål.

Siden var Napoli også tæt på at udligne, mens Barcelona ligeså ihærdigt jagtede mål i den anden ende.

Midtvejs i anden halvleg blev Jesper Lindstrøm sendt på banen i jagten på en udligning, og han endte med at gøre sig uheldigt bemærket med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid.

Lindstrøm var listet om bagest i feltet og kunne ugeneret gå frem og møde bolden med pandebrasken efter et indlæg. Fra sin position nær mål var det allertiders chance, men Lindstrøm headede lige forbi stolpen og græmmede sig.

Tre minutter senere kunne Robert Lewandowski putte bolden i mål i den anden ende, og så var kampen lukket.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“