Sport - Ritzau

Bayern-træner åbner for at bruge reserver mod FCK

Bayern-træner åbner for at bruge reserver mod FCK

Bayern-træner åbner for at bruge reserver mod FCK

Ritzau
München
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EUR-C1-BAYERN MUNICH-PRESSER Foto: Lukas Barth/Ritzau Scanpix

De rekordlange stimer i Champions League forpligter, mener Thomas Tuchel, som dog åbner for ændringer.

Bayern München er altid en stor mundfuld og især på udebane. Men FC København har måske ramt et godt tidspunkt at møde de tyske mestre på i Champions League.

Tyskerne er efter fire sejre i fire kampe sikre på at vinde gruppen, og Bayern-træner Thomas Tuchel antyder, at han vil bruge reserver i onsdagens hjemmekamp.

- Det er selvfølgelig muligt, men ja og nej. Det er jo en Champions League-kamp, og vi spiller godt i øjeblikket og har gode resultater. Vi vil ikke have et afbræk midt i det. Vi skal have fundet balancen.

- Nogle af de spillere, der ikke har spillet så meget, får måske chancen i morgen. Men hvor mange det bliver, det kan jeg selvfølgelig ikke sige, siger han på tirsdagens pressemøde på Allianz Arena.

Sikkert er det dog, at stjernespilleren Jamal Musiala ikke er med. Han døjer med en lårskade og er først lige begyndt at træne med igen.

Man fristes til at sige, at Bayern som sædvanlig har gjort rent bord i gruppen. Storholdet har maksimumpoint efter fire kampe og har lige nu to imponerende rekordstimer i gang.

Bayern er ubesejret i sine seneste 38 kampe i den største europæiske turnerings gruppespil, og de seneste 17 er endt med sejr.

Stimerne forpligter, mener Tuchel.

- Det er selvfølgelig en utrolig serie, som jeg næsten også selv har været bange for. Hver gang vi vinder en kamp, begynder vi at tælle, hvor mange kampe i træk vi er ubesejret.

- Det viser, hvor stærk klubben er, og hvor stærk mentaliteten og viljen til at vinde er.

- Men vi spiller selvfølgelig uden et resultatpres. Vi skal selv forsøge at bringe ild ind i kampen, forklarer han.

Også midtbanespilleren Konrad Laimer afviser, at der skulle være problemer med motivationen, selv om Bayerns status som gruppevinder er urokkelig.

- Det er en Champions League-kamp, og derfor er den vigtig. Når vi tager vores trøje på for Bayern München, vil vi give den gas og vinde.

- Som man så i første kamp, er FCK et hold, man ikke må tage let på. Vi har selvfølgelig forberedt os godt på spillerne fra København og ved, hvilke spillere vi skal passe på, lyder det fra østrigeren.

Før kampen, som fløjtes i gang onsdag klokken 21, er FC København nummer to i gruppen med fire point.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“