Sport - Ritzau

Blodprop holder dansk NHL-keeper ude på ubestemt tid

Blodprop holder dansk NHL-keeper ude på ubestemt tid

Blodprop holder dansk NHL-keeper ude på ubestemt tid

Ritzau
Raleigh
Zuletzt aktualisiert um:
Hurricanes Rangers Hockey Foto: Frank Franklin Ii/Ritzau Scanpix

Test har afsløret en blodprop hos danske Frederik Andersen, som må se til fra sidelinjen den kommende tid.

NHL-holdet Carolina Hurricanes kommer til at være uden sin danske målvogter Frederik Andersen den kommende tid. Klubbens medicinske stab har opdaget en blodprop hos Andersen.

- Under et nyligt lægetjek blev det opdaget, at Frederik Andersen har et problem med en blodprop, som er nødt til at blive håndteret, skriver klubben på sin Facebook-side.

- Der er aktuelt ingen tidsplan for hans tilbagevenden, men vi er sikre på, at Freddie vil komme sig fuldt og helt.

Med andre ord er den 34-årige danske målvogter ude på ubestemt tid, men karrieren skulle altså ikke være truet.

Klubben oplyser på sin X-profil, at man har hentet den 38-årige målvogter Jaroslav Halak ind på en såkaldt "free agent tryout".

Frederik Andersen er startet inde i seks af holdets 12 kampe indtil videre i NHL-sæsonen. I de seks kampe er det blevet til fire sejre.

Carolina Hurricanes har også den finske målvogter Antti Raanta i truppen.

Holdet indtager tredjepladsen i sin division med syv sejre og fem nederlag.

Frederik Andersen fik sin NHL-debut for Anaheim Ducks tilbage i 2013/14-sæsonen. Efter tre sæsoner skiftede han til Toronto Maple Leafs, som han nåede næsten fem sæsoner for, inden turen gik til Carolina i 2021.

Han er i gang med sin 11. sæson i NHL.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“