Sport - Ritzau

Bo Henriksen får hollandske klø i schweizisk skrækdebut

Bo Henriksen får hollandske klø i schweizisk skrækdebut

Bo Henriksen får hollandske klø i schweizisk skrækdebut

Ritzau
Eindhoven
Zuletzt aktualisiert um:
Netherlands Soccer Europa League Foto: Peter Dejong/Ritzau Scanpix

Den første kamp i spidsen for FC Zürich endte med et nederlag på 0-5 til PSV i Europa League for Bo Henriksen.

Bo Henriksens schweiziske eventyr begyndte næppe, som den danske fodboldtræner havde håbet.

Torsdag stod han for første gang i spidsen for FC Zürich efter ansættelsen i den kriseramte klub tidligere på ugen. Modstanderen var PSV i Europa League-gruppespillet, og her fik Bo Henriksen håret i maskinen.

FC Zürich tabte 0-5. Allerede efter små ti minutter kom PSV foran, og ved pausen stod der 3-0.

Dermed står der stadig nul ud for FC Zürich i stillingen i gruppe A. I den hjemlige liga er situationen også kritisk. Her ligger Zürich, der er forsvarende schweizisk mester, nederst i tabellen med kun fire point efter ti kampe.

Bo Henriksen har i FC Zürich fået en kontrakt, der løber frem til 2024. Den karismatiske fynbo stod senest i spidsen for FC Midtjylland, som fyrede ham i slutningen af juli.

Arsenal er også med i FC Zürichs Europa League-gruppe. Tidligere torsdag aften tog den engelske topklub en sejr på 1-0 over norske Bodø/Glimt. Bukayo Saka stod for Arsenals mål cirka midtvejs i første halvleg.

I gruppe E tog Manchester United imod cypriotiske Omonia. Hjemme på Old Trafford blev det takket være et mål af Scott McTominay i kampens tillægstid til en 1-0-sejr. Christian Eriksen blev skiftet ind med cirka 20 minutter tilbage.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“