Sport - Ritzau

Boldsikre hollændere udspiller danske kvinder i testkamp

Boldsikre hollændere udspiller danske kvinder i testkamp

Boldsikre hollændere udspiller danske kvinder i testkamp

Ritzau
Esbjerg
Zuletzt aktualisiert um:
DENMARK Women''s Football: Denmark - Netherlands Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

De danske fodboldkvinder var på hælene mod et stærkt hollandsk hold, der kunne have vundet større end 2-1.

Det danske kvindelandshold i fodbold kom ned på jorden igen fire dage efter den klare sejr over Sydafrika. Tirsdag aften blev Danmark i perioder nærmest udspillet af Holland og slap billigt med et 1-2-nederlag i testkampen i Esbjerg.

Især i første halvleg var der stor forskel på de to hold. De boldsikre hollændere, der vandt 15-0 over Indonesien i fredags, spillede sig let uden om det danske pres.

Danskerne havde kun sjældent bolden under kontrol på den hollandske banehalvdel, og det virkede helt logisk, da gæsterne bragte sig i front efter 25 minutter.

Et præcist indlæg fra Jackie Groenen sejlede ind bag det danske forsvar, og Barcelona-spilleren Esmee Brugts headede bolden i mål med baghovedet.

Danskerne samlede sig straks i rundkreds omkring anfører Pernille Harder. Men nogen brugbar løsning fandt de tydeligvis ikke, for to minutter senere lå bolden igen i målet.

Danielle van de Donk blev sendt afsted med en lang aflevering, og den rutinerede Lyon-spiller sendte bolden i en høj bue over Maja Bay Østergaard i det danske mål.

Danmarks landstræner, Andrée Jeglertz, havde valgt et målfarligt trekløver med Harder, Amalie Vangsgaard og Sofie Bruun i startopstillingen, men afsluttede eksperimentet efter 45 minutter.

Bruun blev erstattet af Janni Thomsen, men meget farligere blev offensiven ikke af den grund.

Danskerne var dog lidt bedre med efter sidebyttet, men det skyldtes også, at hollænderne skiftede flere af de bedste folk ud og åbenbart var tilfredse med stillingen.

Tre minutter før tid fik publikum dog en opmuntring og et debutantmål at gå hjem på. Cornelia Kramer havde kun været på banen i få minutter i sin første landskamp, da hun ekspederede Pernille Harders indlæg i det hollandske mål og reducerede til 1-2.

Til sidst endte det endda i et mindre dansk pres. Men det lykkedes ikke at fremtvinge den udligning, der også forekom usandsynlig gennem langt størstedelen af kampen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“