Sport - Ritzau

Bred og tidlig scouting skal optimere dansk EM-chance

Bred og tidlig scouting skal optimere dansk EM-chance

Bred og tidlig scouting skal optimere dansk EM-chance

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
De danske fodboldlandsholds-herrer træner Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

EM-lodtrækningen lørdag vil ikke blot give Danmarks EM-gruppe til sommer. De mulige veje længere frem vil også stå klart, og det kræver stort scoutingarbejde.

Lørdag aften trækkes der lod til næste sommers EM-slutrunde i fodbold i Tyskland. Dermed finder landstræner Kasper Hjulmand ud af, hvilke tre modstandere der skal overkommes, hvis Danmark vil nå knockoutfasen.

Med lodtrækningen kan der også sættes retning for arbejdet, der skal laves frem mod slutrunden. Og det stikker langt dybere end blot at forberede sig på de tre gruppemodstandere.

Selv om EM-semifinaler som i 2021 næppe bliver hverdag for Danmark, så rækker drømme og ambitioner længere end til blot at deltage. Og gør de det, er man nødt til at være forberedt sportsligt ud over gruppespillet.

Parringen af grupperne i forhold til knockoutfasen vil også materialisere sig lørdag, så potentielle modstandere efter gruppefasen bliver kendt. Og arbejdet med dem starter også, straks alle grupper er kendt lørdag.

- Vi laver et helt detaljeret scoutingnetværk. Vores scouts begynder at forberede sig på, hvem vi kan blive parret op imod fra de andre puljer. Vi har nogle scouts, der allerede begynder at gennemgå de hold og følge dem i løbet af foråret, forklarer landstræner Kasper Hjulmand.

- Vi prøver at lave et system, hvor vi forsøger at forudse, hvad der kan komme til at ske, både hvis vi går videre som nummer et, to eller som treer. De kigger på, hvad vi kan komme op imod og laver analyser af dem, så de ligger klar inden EM. Og så følger vi op undervejs.

For Kasper Hjulmand og spillerne kommer fokus selvsagt til at være på de tre hold, som kommer op af bowlen lørdag. Det er i første instans de tre, der skal nedlægges, hvis det øvrige scoutingarbejde ikke skal gå til spilde.

Landstræneren kan dog godt holde fokus på det arbejde, mens han også stadig orienterer sig lidt mere overfladisk i de mulige scenarier og andre modstandere længere fremme.

Det handler om at prioritere tiden rigtigt. Selv om der bliver travlt og skal holdes et klart fokus på de konkrete modstandere, de få gange landsholdet er samlet i det nye år inden EM, så har Hjulmand tiden til at orientere sig bredere.

- Jeg når også at se et par kampe på alle holdene. Jeg er helt sikker på, at jeg har alle holdene inde under huden, når vi starter EM, men jeg vil selvfølgelig have fokus på de tre, vi skal møde i gruppen.

- Jeg regner med at få rapporter på alle holdene i løbet af foråret. Så kan jeg nå at få dem læst i tide, og så ligger der nogle sammensatte analyser, så jeg kan se strukturerne på holdene lidt mere sammenfattet, siger Hjulmand.

Lodtrækningen til slutrunden foretages klokken 18 lørdag.

EM spilles i Tyskland fra 14. juni til 14. juli.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“