Sport - Ritzau
Brittney Griners advokat krydser fingre for fangeudveksling
Brittney Griners advokat krydser fingre for fangeudveksling
Brittney Griners advokat krydser fingre for fangeudveksling
Det lykkedes ikke Brittney Griner og hendes advokat at få nedsat straffen ved en domstol i Rusland.
Brittney Griner advokat opfordrer nu de amerikanske myndigheder til at få basketballspilleren hjem fra Rusland.
Tirsdag blev dommen på ni års fængsel fastholdt ved en russisk domstol, efter at Griner og hendes advokat Maria Blagovolina havde anmodet om frifindelse i en ankesag.
I praksis mangler hun at afsone omkring otte år. Det er endnu uvist, om Griner vil afsøge mulighederne for at appellere dommen yderligere i det russiske retssystem.
Men der er også en anden løsning ifølge advokaten Alexander Boykov.
- Vi håber, at en udveksling er mulig, siger han ifølge Reuters.
Det har tidligere været fremme, at USA og Rusland lå i forhandlinger om en udveksling. CNN skrev i juli, at Rusland ønsker en tidligere russisk efterretningsofficer ved navn Vadim Krasikov og våbensmugleren Viktor Bout som en del af aftalen.
Krasikov blev i december sidste år ved en tysk domstol kendt skyldig i at have dræbt en tjetjensk separatist i Berlin i 2019. Han er derfor også fængslet i Tyskland, hvilket kan skabe problemer for udvekslingen.
USA sigter omvendt efter at få Griner og den tidligere soldat Paul Whelan ud af Rusland.
USA skal have tilbudt Rusland at udveksle våbensmugleren med de to amerikanske statsborgere.
Whelan blev anholdt i Moskva i 2018. To år senere blev han idømt 16 års fængsel for påstået spionage. Griner blev i februar i år anholdt for at smugle cannabisolie ind i Rusland, og 4. august fik hun sin straf.
Hun har erkendt forseelsen, men understregede igen tirsdag, at hun ikke havde nogen onde hensigter med at føre det ulovlige stof ind i Rusland.
Ved samme lejlighed undskyldte hun for at have overtrådt loven, men det lykkedes ikke for Griner og hendes hold at få omstødt dommen.
Det Hvide Hus siger via sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan, at den amerikanske regering vil gå langt for at få amerikanere ud af russiske fængsler.
- De seneste uger har Biden-Harris-regeringen fortsat dialogen med Rusland gennem alle tilgængelige kanaler og gøre alt for at få Brittney hjem og støtte andre amerikanere, der er fængslet i Rusland, inklusive Paul Whelan, som sidder uretmæssigt indespærret, lyder det i en udtalelse.
/ritzau/