Sport - Ritzau

Brøndby-banner om piger på stadion skaber forargelse

Brøndby-banner om piger på stadion skaber forargelse

Brøndby-banner om piger på stadion skaber forargelse

Ritzau
Brøndby
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: FC København - Brøndby IF Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Budskabet fra Brøndby-fansenes derbybanner om piger på FCK-tribune vækker ikke begejstring hos alle i Brøndby.

- Velkommen til Nordens største TikTok-tribune. Fyldt med turister, piger og stikkere!

Teksten stod skrevet på et af de bannere, som Brøndbys fans havde lavet til søndagens 0-0-kamp i Parken mod ærkerivalen FC København.

Budskabet har skabt debat på de sociale medier, og i visse dele af fanmiljøet omkring Brøndby er man langtfra begejstret for netop det banner fra derbyet i Superligaen.

Maja Højgaard, viceborgmester i Brøndby Kommune og initiativtager til organisationen Brøndbydamer, arbejder for at få flere kvinder på stadion og tager afstand fra banneret.

- Efter min optik har Brøndby altid taget kvindelige fans mere alvorligt end gennemsnittet, særligt hvis man sammenligner med, hvad jeg hører i jyske klubber.

- Det er også lige præcis derfor, at vi bliver overraskede og skuffede. Det er så meget ude af trit med, hvordan Brøndbys fangrupperinger plejer at omtale køn, siger Maja Højgaard til Jyllands-Posten.

Flere Brøndby-fans henviser på de sociale medier til, at banneret var en reference til en artikel i Politiken fra april. Artiklen beskrev FCK-fanmiljøet på stemningstribunen Sektion 12 i Parken.

Men mange forstår ikke referencen fra en artikel, der er over et halvt år gammel, og som mange ikke har læst, lyder modsvaret.

- Leveringen af budskabet rammer helt ved siden af, og der er ikke engang lavet citationstegn, så man kan se, at det er noget, der citeres.

- Det er helt klart en ommer for dem, der har lavet det banner, fastslår Maja Højgaard.

FCK-træner Jacob Neestrup bed også mærke i banneret og havde i søndags et kækt modsvar.

- Jeg er så glad for, at vi har en kæmpe fremgang i Parken i forhold til kvindelige tilskuere.

- Det er uanset, om det er på sektionen, eller hvor det er, og i FC København er der plads til alle. I alle farver, tykke og tynde, mænd og kvinder, sagde FCK-træneren til bold.dk.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“