Sport - Ritzau

Brøndby-boss tager ansvar: Vi står med en flad følelse

Brøndby-boss tager ansvar: Vi står med en flad følelse

Brøndby-boss tager ansvar: Vi står med en flad følelse

Ritzau
Brøndby
Zuletzt aktualisiert um:
Superligakampen mellem Brøndby og Silkeborg i Brøndby Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Carsten V. Jensen freder Jesper Sørensen i rollen som cheftræner trods Brøndbys negative stime i Superligaen.

Krisen kradser i Brøndby IF. Klubben har tabt fem ud af de seneste syv kampe i Superligaen og ligger i ingenmandsland på sjettepladsen.

Klubbens fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, tager ansvar for, at Brøndby er havnet i en situation, som ingenlunde lever op til klubbens egne forventninger.

- Jeg har et kæmpe ansvar for, hvordan det ser ud. Hvad skal jeg ellers sige? Det er mit område, siger han.

- Vi anerkender fuldt ud, at vi ikke leverer på det niveau, som vi gerne vil. Vi står med en flad følelse, og vi har brug for at få energi og positivitet ind i truppen.

Fodbolddirektøren mener ikke, at Brøndby er i forfald trods holdets negative stime. Samtidig freder han klubbens cheftræner, Jesper Sørensen.

- Man kan godt sige, at det blæser lidt. Det er ikke alt, der er lige nemt, men vi kan hjælpe os selv ved at vinde fodboldkampe, siger Carsten V. Jensen.

- Hvis man gerne vil stå sammen om at løfte pokaler, så er man også nødt til at stå sammen, når det blæser.

- Ja, Jesper sidder trygt i sit sæde, og han kan sagtens vinde guld med Brøndby.

Brøndbys problemer kom særligt til udtryk, da holdet i seneste weekend tabte 0-4 mod Randers FC på hjemmebane. Det var Jesper Sørensens niende kamp i spidsen for holdet. Fem af dem har han tabt.

Alligevel mener cheftræneren, at han er den rette mand for klubben.

- Jeg vil mene, at jeg er i stand til at samle truppen. Vi arbejder ude af takt, og det skal vi have fundet en løsning på, siger han.

- Vi er ikke lykkedes med at ligne et hold, der er i fremgang, og det skal vi have vendt.

Det er anden gang, at Jesper Sørensen er cheftræner for et superligahold. Tidligere har han stået i spidsen for Silkeborg, hvor han i 17 superligakampe ikke formåede at vinde en eneste gang.

Trods hans historie afviser han, at jobbet i Brøndby er for stor en mundfuld for ham.

- Det er mig, der er cheftræner, og mere kan jeg ikke rigtig sige. Jeg skal bevise sammen med spillerne, at Brøndby kan spille med om titler, siger Jesper Sørensen.

Brøndby møder søndag ærkerivalerne fra FCK i Parken. Jesper Sørensen kræver, at holdet kommer med et stærkt modsvar efter blamagen mod Randers.

- Vi skal ligne et helt andet hold, og vi skal vise, at vi har meget mere at byde på, siger han.

Carsten V. Jensen forventer det samme. Selv om holdet lige nu er langt fra topplaceringerne i rækken, er det vigtigt, at holdet stadig viser, at det hører til i top-6.

- Vi skal få oprejsning på den korte bane mod FCK. Det skal ikke være sådan, at vi sænker paraderne helt og lader os stå til. Det ville være helt forkert, siger fodbolddirektøren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“