Sport - Ritzau

Brøndby-kvinder tildeler Køges tophold første nederlag

Brøndby-kvinder tildeler Køges tophold første nederlag

Brøndby-kvinder tildeler Køges tophold første nederlag

Ritzau
Brøndby
Zuletzt aktualisiert um:
Elitedivisionen Brøndby IF-HB Køge Pigefodbold Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Efter otte sejre i træk blev HB Køges sejrsstime stoppet af Brøndby, der vandt topkamp i kvindeligaen med 1-0.

Førerholdet fra HB Køge led lørdag det første nederlag i denne sæson i landets bedste fodboldrække for kvinder.

På udebane blev det regerende mesterhold i niende spillerunde besejret med 0-1 af de nærmeste forfølgere fra Brøndby.

Køges forspring til Brøndby i toppen af tabellen er derfor nede på fem point.

Kampens eneste scoring faldt efter blot to minutter, da Brøndbys Malou Marcetto Rylov forsøgte sig med et lumsk skud fra kanten af feltet.

Bolden slog ned lige foran Bridgette Skiba i Køge-målet, og den amerikanske keeper fik bokset bolden lige ud i fødderne på hjemmeholdets Natalia Wrobel, der gjorde det til 1-0.

Køge jagtede kampen igennem en udligning, men Brøndby-spillerne fik forsvaret sig godt.

Ti minutter efter pausen fik gæsternes Kyra Carusa en god mulighed på et hovedstød, som hun fik placeret helt ude ved stolpen. Men Kathrine Larsen i Brøndby-målet kom dygtigt i vejen.

Gæsterne blev ved med at trykke på, men Brøndby fik afvist det hele, og fire minutter inde i overtiden var Beatrice Persson endda tæt på at udbygge føringen for Brøndby.

Svenskeren driblede på baglinjen og fik affyret et skud tæt på stolpen. Køge-keeper Bridgette Skiba stod klar, men amerikaneren var alligevel tæt på at tabe bolden ind i målet.

Køge topper Gjensidige Kvindeligaen med 24 point efter ni spillerunder. Brøndby har 19 point på andenpladsen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“