Sport - Ritzau
Brøndby ofrer nordmænd efter pokalfadæse
Brøndby ofrer nordmænd efter pokalfadæse
Brøndby ofrer nordmænd efter pokalfadæse
Henrik Heggheim og Sebastian Sebulonsen er vraget til Brøndbys kamptrup efter 0-4-lussing mod Aarhus Fremad.
De norske U21-landsholdsspillere Henrik Heggheim og Sebastian Sebulonsen er blevet droppet af Brøndby-træner Niels Frederiksen til søndagens superligakamp mod AGF i Aarhus.
I onsdags fik de to forsvarsspillere ellers chancen, da Brøndby mødte Aarhus Fremad i pokalturneringen, men den greb de på ingen måde. Begge blev flået ud allerede i første halvleg af Brøndbys beskæmmende 0-4-nederlag i pokalturneringen til amatørklubben fra 2. division.
Hverken Heggheim eller Sebulonsen har nu fundet vej til den 20 mand store trup, som Niels Frederiksen har udtaget til kampen mod AGF.
Brøndby-træneren må også se bort fra den karantæneramte nordmand Sigurd Rosted, efter at han blev udvist mod FC København i søndags.
AGF må se bort fra to spillere som følge af karantæner. Både stopperen Frederik Tingager og oprydderen Nicolai Poulsen er henvist til at følge kampen mellem de to traditionsklubber fra tribunen.
Klubberne kæmper begge om en plads i top-6, men befinder sig inden opgøret i ligaens nederste halvdel.
AGF satser på, at kampen når at blive udsolgt, så op mod 20.000 tilskuere vil være på plads. Opgøret begynder klokken 18.
/ritzau/