Sport - Ritzau

Brøndby rejser sig med knusende sejr i Aalborg

Brøndby rejser sig med knusende sejr i Aalborg

Brøndby rejser sig med knusende sejr i Aalborg

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
AaB - Brøndby IF, 3F Superliga Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Filip Bundgaard scorede to gange, da Brøndby vandt med 4-0 på udebane over AaB.

Efter den store europæiske skuffelse torsdag rejste Brøndby sig i Aalborg søndag.

Tre dage efter det samlede exit mod polske Legia Warszawa slog Brøndby AaB med 4-0.

Filip Bundgaard scorede to gange i sejren, der sendte Brøndby op på fjerdepladsen med ti point for fem kampe. AaB har seks.

Brøndby leverede en fornem præstation og var en klasse bedre end blodfattige AaB.

Brøndby dominerede kampen tungt fra start over for AaB, der stod meget langt tilbage.

Udeholdet havde svært ved at spille sig igennem, og derfor mindede det flere gange om et håndboldangreb rundt om AaB's felt.

Brøndby forsøgte sig derfor meget fra distancen. Forsvareren Sean Klaiber alene stod for fire langskud inden pausen.

Der skulle en dødbold til at sætte Brøndby i gang efter godt en halv time. Mathias Kvistgaarden hoppede højst af alle og headede en ballonbold i nettet til føring.

Bare tre minutter senere udnyttede Brøndby momentum til at score yderligere. Klaiber udnyttede tøven i forsvaret og prikkede bolden ind foran mål, hvor Filip Bundgaard nemt scorede med hovedet.

AaB havde også sine forsøg, når holdet angreb direkte, men den sidste skarphed manglede foran Patrick Pentz' mål.

Det blev udstillet kort efter pausen, da indskiftede John Iredale fik serveret bolden perfekt, men ikke fik træf på bolden lige foran mål.

I stedet overtog Brøndby, og AaB fik dødsstødet, da Bundgaard med sit andet mål resolut bankede Brøndby på 3-0 ti minutter efter sidebyttet.

Derfra spillede Brøndby bolden rundt i egne rækker og cruisede sejren hjem, og AaB havde ikke kvaliteten til at svare tilbage.

Brøndby satte endda et sidste punktum med målet til 4-0 kort før tid med to indskiftere i centrum. Marko Divkovic løftede en bold ind i feltet, og Mathias Greve headede bolden ind.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“