Sport - Ritzau

Brøndby spiller sig til tops med vigtig sejr på udebane

Brøndby spiller sig til tops med vigtig sejr på udebane

Brøndby spiller sig til tops med vigtig sejr på udebane

Ritzau
Køge
Zuletzt aktualisiert um:
Gjensidige Kvindeliga: HB Køge - Brøndby IF Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

For anden gang på 11 dage slog Brøndby onsdag aften HB Køge, da topholdene stødte sammen i Kvindeligaen.

Der var topkamp på programmet i kvindernes fodboldliga, da HB Køge onsdag aften tog imod Brøndby IF.

For anden gang på 11 dage stødte de to hold sammen, og ligesom i det første opgør endte det med en 2-0-sejr til holdet fra Vestegnen.

Med sejren kravler Brøndby op på ligaens dukseplads med 22 point, mens der er trængt på de efterfølgende placeringer.

FC Nordsjælland, HB Køge og Kolding følger alle lige efter med 20 point.

Onsdag aften afviklede de to hold et opgør, der oprindeligt skulle være spillet i anden spillerunde, men der spillede begge hold Champions League-kvalifikation.

Der var derfor lagt op til revanche for HB Køge, der 4. november tabte 2-0 i Brøndby.

Det var også hjemmeholdet, der begyndte bedst og havde flere gode chancer allerede inden for de første ti minutter for at komme foran, men kvaliteten i afslutningen manglede.

Langsomt spillede Brøndby sig bedre med i kampen og overtog langsomt styringen i første halvleg.

Ti minutter før pausen kom gæsterne foran, da Nanna Christiansen sendte et straffespark sikkert i nettet.

Alberte Vingum gik til den rigtige side i HB Køge-målet, men Brøndby-anførerens afslutning sad for yderligt til, at den danske keeper kunne gøre noget ved den.

Anden halvleg var en meget jævnbyrdig affære, hvor HB Køge ikke var i stand til at skabe den samme mængde af chancer som i begyndelsen af opgøret.

Med små 20 minutter igen kom gæsterne på sejrskurs, da Kristin Arnadottir sparkede en løs bold op i HB Køges nettag efter noget klumpspil oven på et Brøndby-hjørnespark.

HB Køge fik i kampens slutning flyttet spillet langt op på Brøndbys banehalvdel, og bolden var sjældent andre steder end omkring gæsternes felt, men det lykkedes ikke for hjemmeholdet at komme på måltavlen.

Nederlaget er det første på hjemmebane til HB Køge efter mere end tre år i landets bedste fodboldrække.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“