Sport - Ritzau

Brutale minutter ændrede Danmarks EM: En mavepuster

Brutale minutter ændrede Danmarks EM: En mavepuster

Brutale minutter ændrede Danmarks EM: En mavepuster

Ritzau
Dortmund
Zuletzt aktualisiert um:

Pierre-Emile Højbjerg kalder minutter omkring afgørende VAR-kendelser mod Tyskland for en mavepuster.

Spillerne på det danske fodboldlandshold nåede at være i himlen i et kort øjeblik i EM-ottendedelsfinalen mod Tyskland, men befandt sig kort efter i en mentalt udfordrende position i stedet.

Tre minutter efter pausen sparkede Joachim Andersen bolden i nettet, og de danske spillere jublede vildt.

Det viste sig at være forgæves, for VAR fangede en snæver offside på Thomas Delaneys tåspids, og kort efter igangsættelsen af spillet fik Tyskland tilkendt straffespark i den anden ende - også med VAR-assistance.

På straffesparket scorede Kai Havertz Tysklands første mål i 2-0-sejren.

- Det var nogle sindssyge minutter. Vi scorede først og var ovenpå, men det blev annulleret, de fik straffe og scorede. Det var en mavepuster, siger Pierre-Emile Højbjerg.

De danske spillere mener, at kampen efter en stærk tysk indledning var helt lige. Derfor endte de første minutter af anden halvleg med at være følelsesmæssigt brutale, påpeger angriberen Jonas Wind.

- Det var små marginaler, der afgjorde kampen. Det er kendetegnende med de fem minutter, hvor vi troede, at vi var foran, men kom bagud i stedet. Det var en rutsjebanetur, for vi jublede helt vildt og troede, at vi førte, men så var der en storetå offside, siger Wind.

- De minutter gav et kæmpe momentum til Tyskland, supplerer Joakim Mæhle.

Minutterne omkring den snævre offside og det omdiskuterede straffespark må danskerne dog ikke bruge som undskyldning, slår to af de rutinerede spillere fast.

- Når tyskerne scorer to mål, og vi scorer nul, så er det svært at argumentere for, at kampen skulle være endt anderledes. Vi havde muligheder for at få den til at falde ud i vores favør, og derfor er jeg bitter og ærgerlig, siger Højbjerg.

Kasper Schmeichel er enig.

- Mål ændrer momentum i kampe, men vi havde selv rigeligt med chancer til at score i den her kamp, så det skal ikke være nogen undskyldning, at Tyskland fik det mål, siger målmanden.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“