Sport - Ritzau

Brydechef hylder Mark O. Madsen og håber på samarbejde

Brydechef hylder Mark O. Madsen og håber på samarbejde

Brydechef hylder Mark O. Madsen og håber på samarbejde

Ritzau
Nykøbing Falster
Zuletzt aktualisiert um:
Mark O. Madsen ryger ud i kvartfinalen i Baku GAMES-EUR-2015-WRESTLING Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix

Døren i Danmarks Brydeforbund er altid på klem for elitesportspensionisten Mark O. Madsen, siger sportschef.

Det er en ener i dansk brydning, der nu har valgt at indstille sin professionelle elitesportskarriere.

Det siger sportschefen i Danmarks Brydeforbund, Thor Hyllegaard Pedersen, efter at den tidligere OL-sølvvinder i brydning og MMA-kæmper Mark O. Madsen onsdag annoncerede sit karrierestop.

- Han har betydet kolossalt meget for dansk brydning. Han har været med til at skabe rammerne og vise vejen for mange af de talenter, vi har på vej nu. Han er jo den mest vindende bryder i danmarkshistorien, og det taler for sig selv at kunne kvalificere sig til OL tre gange i træk og slutte af med en OL-sølvmedalje i 2016.

- Så han har virkelig betydet meget for den kultur, der er skabt i brydesporten i Danmark, siger Thor Hyllegaard.

Mark O. Madsen ved ikke selv, hvad fremtiden byder på, men hvis han har lyst til at beskæftige sig med brydning i et eller andet omfang, er forbundet lydhør.

- Vi har altid sagt, at døren er åben for Mark O. Han har en masse erfaring at trække på, og ud over at være en dygtig bryder er han et utrolig intelligent menneske med egenskaber, vi kan bruge på mange leder og kanter.

- Så jeg er sikker på, at brydeforbundets dør nu og i fremtiden står åben for Mark O. Madsen, men vi har ingen konkret aftale med ham, for det kom bag på os, at han stopper karrieren nu, siger sportschefen.

Selv om Mark O. Madsen er et stort navn i dansk idræt, afspejler falstringens sportslige succes sig ikke i medlemstallene i Danmarks Brydeforbund.

I dag er medlemstallet cirka 30 procent lavere end for 20 år siden, og medlemstallet faldt også i perioden efter Mark O. Madsens OL-sølv i 2016. Der er dog ingen tvivl om, at han har været et stort aktiv for sporten i Danmark, understreger Thor Hyllegaard.

- Det er svært at måle på, om vi har fået mere eller mindre økonomi i sporten af at have Mark, men i forhold til omtale har han betydet enormt meget.

- Der er mange, som gerne vil være som Mark. Også helt små brydere, der måske ikke husker Mark som aktiv, men kan se, hvilke resultater han opnåede før sin MMA-karriere, siger Hyllegaard.

I 2018 sagde Mark O. Madsen farvel til en lang elitesportskarriere i græsk-romersk brydning for i stedet at kaste sig over kampsporten MMA. Da han skiftede en madras ud med et ottekantet bur som arena, var der absolut ingen bitre miner i brydeforbundet.

- Han var ved at have nået en høj brydealder, og det kunne blive svært at opretholde det samme høje niveau, så det var naturligt, at han gerne ville prøve sig af i MMA.

- Samtidig har vi også fået omtale efter hans skifte til MMA, fordi han altid er blevet omtalt som tidligere bryder, siger Thor Hyllegaard.

Foruden OL-sølv har 39-årige Mark O. Madsen fire gange vundet VM-sølv. Medaljesamlingen tæller også VM-bronze, EM-bronze og et hav af danske og nordiske mesterskaber.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“