Sport - Ritzau

Brydeforbund udelukker russisk OL-stjerne for krigsstøtte

Brydeforbund udelukker russisk OL-stjerne for krigsstøtte

Brydeforbund udelukker russisk OL-stjerne for krigsstøtte

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
WRESTLING-OLY-2020-2021-TOKYO-PODIUM Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix

Abdulrashid Sadulaev kan ikke deltage i OL-kvalifikationen på grund af sin støtte til krigen i Ukraine.

Den dobbelte olympiske mester Abdulrashid Sadulaev risikerer helt at gå glip af OL i Paris til sommer.

Den 27-årige russer er således blevet udelukket fra denne uges europæiske OL-kvalifikationsstævne i Aserbajdsjan på grund af sin støtte til Ruslands krig i Ukraine.

Det meddeler Det Internationale Brydeforbund (UWW) på sin hjemmeside torsdag - dagen inden stævnet starter.

UWW begrunder udelukkelsen med, at et panel under forbundet læner sig op af Den Internationale Olympiske Komités (IOC) kriterier for russiske atleters deltagelse. Dem lever Sadulaev ikke op til.

Atleter fra Rusland og Belarus må gerne deltage ved OL. Men der følger betingelser med.

Eksempelvis skal de russiske og belarusiske atleter optræde under neutralt flag ved legene. Og de må heller ikke have nogen forbindelse til deres respektive landes militær eller efterretningstjeneste.

Ifølge UWW har panelet fået ny information i forhold til Sadulaevs støtte til krigen i Ukraine samt fået oplysninger om, at han fortsat er medlem af klubben Dynamo, der ifølge nyhedsbureauet AFP er blevet sat i forbindelse med den russiske regering.

Hvis Sadulaev ellers bliver blåstemplet er hans næste og sidste chance for at kvalificere sig til OL et stævne i maj.

Alternativt kan en landsmand sikre pladsen i 97-kiloklassen, som Sadulaev så overtager, hvis han vel og mærke bliver godkendt som deltager af IOC.

Den 27-årige russer vandt OL-guld i 86-kiloklassen i Rio i 2016. Fem år senere tog han guld i 97-kiloklassen i Tokyo. Han har desuden hentet fem VM-guldmedaljer.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“