Sport - Ritzau

Bundklubber spænder ben for hinanden i chanceorgie

Bundklubber spænder ben for hinanden i chanceorgie

Bundklubber spænder ben for hinanden i chanceorgie

Ritzau
Leicester
Zuletzt aktualisiert um:
Leicester City v Everton - Premier League - King Power Stadium Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix

Både Leicester og Everton kan ærgre sig over ikke at tage tre point i mandagens bundkamp.

Leicester og Everton tjente hver et point i Premier Leagues bundstrid, men begge hold vil nok snarere mene, at de tabte to i en hæsblæsende 2-2-kamp i Leicester mandag aften.

De to kriseklubber havde tilsyneladende glemt, at de svæver i yderste nedrykningsfare.

Der blev spillet frejdigt frem ad banen og skabt et væld af målchancer. Men der blev også givet masser af plads i de to forsvar, og et point rykker ikke alverden i den tætte bundstrid.

Danske Daniel Iversen havde en travl aften og stod en glimrende kamp i Leicesters mål, mens Victor Kristiansen denne gang var blevet plantet på bænken, hvor han sad i de første 88 minutter.

Et straffesparksmål efter et kvarter af Evertons Dominic Calvert-Lewin satte festen i gang. Det var en naturlig udvikling i en periode hvor gæsterne dominerede klart.

Alligevel holdt føringen kun i syv minutter. Efter en dødbold blev bolden headet frem og tilbage i Evertons felt, inden Caglar Soyuncu kom stormende til og halvt liggende fik den sendt i nettet til udligning til 1-1.

Ti minutter senere blev kampen vendt helt på hovedet, da Leicester bragte sig foran med en scoring, der gav mindelser om guldsæsonen 2015/16.

En Everton-spiller mistede bolden, og efter et par hurtige afleveringer blev Jamie Vardy sendt i fuldt galop mod målet. Den 36-årige måltyv rundede Jordan Pickford og lagde bolden i Evertons mål.

Kort før pausen stod Daniel Iversen i vejen for en "sikker" Everton-scoring. Det var dog primært Calvert-Lewins håbløse afslutning, der gav danskeren chancen for at blive redningsmand.

Everton-forwarden skulle blot sætte indersiden på bolden og sende den i et halvtomt mål, men ramte den helt skævt, så en ellers fortabt Iversen kunne holde den ude af målet med en benparade.

På det efterfølgende modangreb ramte Vardy overliggeren i den anden ende. Det skulle have stået 2-2, men kunne lige så vel være blevet 3-1 i den sekvens.

Det burde det være blevet i halvlegens tillægstid, da bolden ramte Evertons Michael Keane på armen, og Leicester fik straffespark. Men James Maddisons forsøg sad lige midt i målet, og Pickford reddede let.

Festen fortsatte efter sidebyttet. Der var kun spillet ni minutter, da gæsterne igen kom på omgangshøjde. Et indlæg blev forlænget videre til Alex Iwobi, der tørt sparkede bolden i nettet til 2-2.

De to hold fortsatte med at hive og flå i hinanden, men flere træffere blev det overraskende nok ikke til.

Everton er næstsidst i tabellen med 29 point, mens Leicester er et af 3 hold med 30 point, der danser om nedrykningsstregen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“