Sport - Ritzau

Chelsea og Liverpool deler point i intenst premiereopgør

Chelsea og Liverpool deler point i intenst premiereopgør

Chelsea og Liverpool deler point i intenst premiereopgør

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
Premier League - Chelsea v Liverpool Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

Chelsea og Liverpool gik helhjertet efter sejren i premiererunden, men måtte nøjes med hver et point.

Braget i Premier Leagues premiererunde mellem Chelsea og Liverpool sluttede søndag aften med en pointdeling efter 1-1.

I en hæsblæsende forestilling var Liverpool en smule bedre i første halvleg og Chelsea ditto efter pausen, og på den måde var uafgjort en retfærdig udgang.

Efter godt et kvarters spil kom Liverpool på tavlen for første gang i sæsonen.

Mohamed Salah flænsede Chelsea-forsvaret op med en fremragende aflevering til colombianeren Luis Diaz, der scorede sikkert i fri position.

Salah fik også selv bolden i nettet efter knap en halv time, men VAR afslørede, at egypteren var i offsideposition.

I stedet udlignede Chelsea i den afvekslende og underholdende fodboldkamp.

Efter et hjørnespark havnede bolden hos den franske forsvarsspiller Axel Disasi, der scorede i sin debut bare en uge efter skiftet fra Monaco.

Minuttet efter jublede Chelsea igen over en scoring, men så var det Chelseas tur til at få annulleret et mål for offside, da Ben Chilwell var på den forkerte side af forsvaret, før han sendte bolden i nettet.

Kort efter havde Disasi endnu en mulighed i den chancerige kamp.

Efter pausen fortsatte kampbilledet med to angrebsivrige hold, og særligt Chelsea var nærgående.

Liverpool-keeper Alisson måtte hive flere fine redninger frem for at holde sit mandskab på 1-1. Blandt andre angriberen Nicolas Jackson, der i sommer er hentet i spanske Villarreal, havde store chancer.

Hos Liverpool var Salah knap så sprudlende i anden halvleg, og han var meget utilfreds, da han efter 75 minutter blev skiftet ud.

Selv i tillægstiden havde begge hold store muligheder for at score sejrsmålet, men det forblev lige på måltavlen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“