Sport - Ritzau
City udnytter Liverpools sløje forsvar i målrig sejr
City udnytter Liverpools sløje forsvar i målrig sejr
City udnytter Liverpools sløje forsvar i målrig sejr
Det blev en underholdende affære, da Manchester City sendte Liverpool ud af Liga Cuppen efter en 3-2-sejr.
Det var på ingen måde en kamp, hvor forsvarsspillerne strålede mest, da Manchester City torsdag snuppede den ottende og sidste billet til kvartfinalerne i Liga Cuppen.
Citys forsvar lavede færrest fejl, og det var med til at sikre sejren på 3-2 mod Liverpool.
I en livlig indledning kom begge hold til chancer, men Manchester City virkede langt mere klar end gæsterne.
Defensivt var Liverpool slet ikke afstemt, og Erling Haaland, som i to tidligere møder med Liverpool endnu ikke havde scoret, gav gæsternes bagkæde store problemer.
Efter bare ti minutters spil var det Citys velkendte kombination af Kevin De Bruynes pasningskvalitet og Haalands afslutningsevner, som banede vejen for 1-0.
Mens Joe Gomez tog sig en blunder inde foran mål, listede den norske målmager sig ind foran og satte foden på De Bruynes glimrende indlæg.
Scoringen vækkede Liverpool, som begyndte at få struktur på spillet. Antallet af fejl blev også reduceret.
Det gav hurtigt pote. Efter 20 minutter kunne veteranen James Milner finde Fabio Carvalho fri midt i feltet, og han dirigerede køligt udligningen ind med indersiden.
Begge holds forsvar var generelt i gavehumør tæt på juleaften.
Et minut inde i anden halvleg fangede City igen Liverpool ude af balance, og Riyad Mahrez gjorde det til 2-1 efter en genial tæmning og en kølig afslutning.
Men hjemmeholdets defensiv sejlede også til tider. Mindre end et minut efter scoringen kunne Mohamed Salah udligne på en kontra efter flot forarbejde af lynhurtige Darwin Nuñez.
Publikum fik masser af underholdning på den kolde decemberaften i Manchester. Sløj opdækning hos Jürgen Klopps tropper ved et City-hjørnespark gav Nathan Aké frit hovedstød til at gøre det til 3-2, inden uret rundede en times spil.
Målfrekvensen faldt, men intensiteten steg, og der var flere bataljer de to holds spillere imellem. Det gav underholdningen i den sidste halve time.
Blandt andre Darwin Nuñez viste manglende skarphed i sine afslutninger ved et par lejligheder, og så kunne City holde føringen hele vejen hjem.
/ritzau/